I juli var der igen flere boligsælgere end boligkøbere på markedet. Antallet af boliger til salg er nemlig steget, og ved udgangen af juli stod der 23.467 huse og 5.755 ejerlejligheder til salg landet over. Det er henholdsvis 377 og 257 flere end for en måned siden. Boligudbuddet er stadig markant lavere end for et år siden. Dengang stod der 28.944 huse og 6.422 ejerlejligheder til salg.
”Siden coronaens indtog i foråret 2020 har der næsten måned for måned stået færre huse til salg. Det skyldes, at flere huse er blevet taget af markedet, end der er kommet på. Den udvikling ser ud til at være vendt. Nu ser vi for fjerde måned i træk, at udbuddet af huse stiger,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og tilføjer:
”Danskere på jagt efter et hus eller en ejerlejlighed bliver fortsat mødt af højere udbudspriser end for et år siden. I dag koster et gennemsnitligt hus knap 270.000 kr. mere end for et år siden, og en gennemsnitlig lejlighed koster knap 300.000 kr. mere,” siger Ane Arnth Jensen.
Boliger står nu til salg til højere priser landet over end for et år siden. Et gennemsnitligt hus på 140 kvm. bliver nu udbudt til 2,65 mio. kr., mens en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvm. bliver udbudt til lidt over 3 mio. kr. Det er en stigning på ca. 11 pct. for begge boligtyper i forhold til juli sidste år.
Flere sommerhuse til salg
Siden første corona-nedlukning tilbage i marts 2020 har der været fart på sommerhusmarkedet. Sommerhuse er blevet revet væk i alle dele af landet, og udbuddet har ikke kunnet matche efterspørgslen. Men de seneste fem måneder er antallet af sommerhuse til salg steget, og ved udgangen af juli stod der 5.099 sommerhuse til salg i hele landet. Det er dog fortsat 24 pct. færre end for et år siden.
”De seneste måneder er efterspørgslen på sommerhuse faldet. Det er årsagen til, at der nu for femte måned i træk står lidt flere sommerhuse til salg. Antallet af sommerhuse til salg er dog endnu ikke på samme niveau som for et år siden,” siger Ane Arnth Jensen og tilføjer:
”Udviklingen skal ses i lyset af, at aktiviteten på sommerhusmarkedet har været rekordhøj. Og med udrulningen af vacciner og genåbningen af samfundet nærmer vi os normalen, hvor flere danskere igen begynder at kigge mod udlandet, når der skal holdes ferie.”