Nationalbanken indførte negative renter i 2012, men de begyndte først at slå igennem på virksomhedernes indlånskonti fra 2014. Mens virksomhederne har tabt indtægter på deres indlån, har de nydt godt af, at renterne på deres gæld samtidig er faldet.
En ny analyse fra Finans Danmark på baggrund af 2020-regnskaberne for godt 150.000 virksomheder i de private byerhverv viser, at virksomhederne på tværs af størrelse og brancher i gennemsnit sparede 27.000 kr. i 2020 på det rentefald, der har været siden 2014. I dag betaler stort set alle virksomheder negative renter på deres indlån, men det mere end opvejes altså af rentebesparelsen på deres bank- og realkreditgæld.
”Det er ofte de negative indlånsrenter, der er i fokus, men modstykket er jo, at udlånsrenterne også er rekordlave. Og analysen viser, at danske virksomheder samlet set har sparet 4 milliarder kroner alene i 2020 på den konto. Her er det vigtigt at huske, at de lave renter helt generelt er med til at styrke væksten i dansk erhvervsliv”, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Gevinsterne bredt fordelt blandt små og mellemstore virksomheder
Analysen viser, at både små og mellemstore virksomheder i alle de fire hovedbrancher i de private byerhverv, som er handel, service, byggeri og fremstilling, i gennemsnit har haft en nettogevinst ved rentefaldet fra 2014 til 2020. For de små virksomheder med 10-49 ansatte giver de lavere renter en besparelse på i gennemsnit 70.000 kr. Ser man på de små virksomheder i byggeriet og handelsbranchen er besparelsen ca. 30.000 kr. For de mellemstore virksomheder med 50-249 ansatte er besparelsen endnu større med en gennemsnitlig besparelse på knap 410.000 kr. En gennemsnitlig mellemstor fremstillingsvirksomhed har sparet 270.000 kr.
”Det er slående, at de lave renter samlet set har været en fordel, uanset om vi ser på små eller mellemstore virksomheder, og uanset om det gælder fremstilling, byggeri eller andre brancher. Lave renter gør det billigt at investere, og det giver et godt afsæt for den grønne og digitale omstilling, dansk erhvervsliv står over for i de kommende år” siger Ulrik Nødgaard.
Læs hele analysen