I august måned blev der i alt indhentet 16.250 tilbud på realkreditlån hos de danske realkreditinstitutter. Det er 6.170 færre end i juli og det laveste antal siden maj 2020. Der blev givet 6.160 lånetilbud til boligkøb i Danmark, og det er det laveste for en august måned siden 2018.
”Danskernes lånelyst til boligkøb ser ud til at stilne af efter en periode, hvor det er gået stærkt på boligmarkedet. Mange danskere har under corona-pandemien fået opfyldt drømmen om nyt hus, lejlighed eller sommerhus. Men nu er samfundet genåbnet, og danskerne tillægger muligvis ikke boligen den helt samme værdi, som da mange sad hjemme under nedlukningerne af samfundet. Det kan være en af grundene til, at danskerne indhenter færre lånetilbud til køb af bolig,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Få omlægninger
Appetitten er også forholdsvis lav for at omlægge eksisterende realkreditlån eller optage tillægslån. I alt indhentede danske boligejere i august måned 6.793 lånetilbud til omlægninger og tillægslån, og til sammenligning er der i samme måned sidste år indhentet omkring 8.400 lånetilbud til samme formål.
”De seneste år har mange boligejere omlagt deres eksisterende realkreditlån til et nyt, og mange har fået gavn af de rekordlave renter. Selvom renterne er steget lidt gennem 2021, kan der dog stadig være boligejere, som kan opnå en besparelse ved at omlægge deres realkreditlån. Det er individuelt, om det kan betale sig at omlægge et lån, men hvis man forventer at blive boende i sin bolig længe, gælden har en vis størrelse, og renten på lånet er højere end det aktuelle renteniveau, kan det måske være attraktivt at lægge sit lån om. Det kan derfor være en god idé at kontakte sin bank eller realkreditinstitut for at høre om mulighederne,” siger Ane Arnth Jensen.
Hent statistik