Hvis den bæredygtige omstilling af samfundet skal lykkes, er det afgørende, at vi har en fælles målestok for, hvilke aktiviteter der er grønne og socialt ansvarlige. Det sikrer, at vi har mulighed for at finansiere og kanalisere investeringer i en retning, der bidrager til en mere bæredygtig verden i fremtiden. Finans Danmark mener, at den foreløbige rapport fra ”Platform on Sustainable Finance” om, hvordan den sociale dimension af EU-taksonomien kan udbygges, er et vigtigt skridt for den bæredygtige omstilling.
”Bæredygtighed er mere end klima, natur og miljø. Derfor er det vigtigt, at vi nu sætter fokus på den sociale dimension af EU-taksonomien,” siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark, og fortsætter:
”En social taksonomi handler grundlæggende om mennesker og menneskers leve- og arbejdsvilkår. Det handler om, at investeringer skal være med til at løse sociale problemer, som f.eks. at sikre boliger til udsatte befolkningsgrupper. For at sikre de bedst mulige rammevilkår for finansiering af socialt bæredygtige aktiviteter har Finans Danmark udarbejdet fem principper, som bør danne grundlag for det videre arbejde med at styrke den sociale dimension af EU-taksonomien.”
Fem principper for det videre arbejde med den sociale taksonomi
Finans Danmark har i sit svar til Platform on Sustainable Finance formuleret fem principper, som bør danne grundlag for det videre arbejde med at udbygge den sociale dimension af EU-taksonomien. Princippapiret har til formål at sikre hensigtsmæssige rammer for finansiering af socialt bæredygtige aktiviteter og investeringer med en tydelig social dimension.
”Social bæredygtighed er vanskeligere at sætte på formel end f.eks. CO2-reduktion. De fem principper for en social taksonomi er finanssektorens bud på, hvordan vi i EU kan skabe et rammeværk, der fungerer i praksis, og som kan understøtte og fremme finansiering og investeringer med en tydelig social dimension i både EU og globalt. Vi vil aktivt følge arbejdet og spille konstruktivt ind med vores anbefalinger og viden,” slutter Birgitte Søgaard Holm.
Om Finans Danmarks princippapir
Ifølge princippapiret bør en social taksonomi:
1) bygge på internationalt anerkendte principper og normer for at maksimere potentialet for at omdirigere kapitalstrømme i en socialt bæredygtig retning – også uden for EU
2) kobles sammen med den nuværende grønne EU-taksonomi for at sikre en sammenhængende regulering og en målestok for bæredygtige økonomiske aktiviteter, der rummer både de miljømæssige og sociale aspekter
3) tage hensyn til de socioøkonomiske forskelle i lande ved at sætte relative grænser, der gør det muligt at finansiere socialt bæredygtige aktiviteter og foretage sociale investeringer i alle lande
4) sikre et standardiseret datagrundlag til vurderingen af, om en aktivitet er socialt bæredygtig
5) udvikle en EU-standard for sociale obligationer, der kan fremme sociale investeringer.