Argumenterne for indførelsen af en særskat bygger på myter. Myter om at bankernes indtjening er meget høj. At direktørlønninger er helt i top. At man kan pålægge finanssektoren en særskat, uden at regningen ender hos os alle sammen. Og at finanssektoren har en ubetalt regning for bankpakkerne under finanskrisen.
Hvis vi tager det sidste først, så er det rigtigt, at finanssektoren fik stillet bankpakker og lån til rådighed under den svære finanskrise i 2008. De lån er for længst betalt tilbage. Faktisk endte staten med at tjene 17 mia. kroner på bankpakkerne. Det viser en opgørelse fra Erhvervsministeriet. Hertil kommer, at efter finanskrisen blev selskabsskatten sat ned i 2013 fra 25 til 22 procent, men lønsumsafgiften blev samtidig sat tilsvarende op alene for den finansielle sektor. Sektoren har derfor allerede betalt en slags særskat én gang.
Bankerne arbejder hver eneste dag ud fra en bevidsthed om, at netop de spiller en særlig rolle i samfundet. Derfor bidrager sektoren f.eks. til kriminalitetsbekæmpelse. 4000 bankmedarbejdere i hele landet arbejder alene med at stoppe økonomisk kriminelle til gavn for hele samfundet. Bankerne betaler regningen for indsatsen. Bankerne betaler sammen med staten for NemID, som er en vigtig del af vores allesammens identifikation. Bankerne har udviklet MobilePay, som kommer alle til gavn hver eneste dag, og gør livet lettere. Og så er der vores allesammens klima. Her finansierer danske banker og realkreditinstitutter allerede i dag grønne aktiviteter for 400 mia. kroner, og vi forventer, at bidraget vil være vokset til 700 mia. kroner i 2030 i Danmark. Jeg kunne blive ved, for listen er lang. Regningen for finanskrisen er altså betalt. At påstå andet er en myte.
Men hvad så med bankernes indtjening? Den er jo angiveligt i top. Regeringen siger selv, at bankerne har haft milliardstore overskud i flere år. Svaret er, at ja, der bliver tjent penge i bankerne. Det bliver der i sunde virksomheder. Det gør, at bankerne kan tilbyde endnu mere til kunderne – og eksempelvis hjælpe virksomheder og private, der er kommet i problemer under coronakrisen. Indtil nu har bankerne hjulpet virksomheder og familier med 100 mia. kroner. Tal er taknemmelige. 35 mia. kroner i overskud lyder af meget. Men det skal ses i sammenhæng med en egenkapital på 400 mia. kroner. Når man ser på indtjeningen i forhold til sektorens størrelse, er den dermed ikke høj. Den ligger faktisk under, hvad andre store virksomheder tjener. Sandheden er også, at bankernes indtjening har været under massivt pres i årevis. Det skyldes negative renter, øget regulering og øgede udgifter til de mange samfundsbidrag. Derfor ligger finanssektoren på ingen måde i toppen af C25-indekset over danske virksomheder, som hiver flest sorte tal hjem på bundlinjen. Der er enkelt-virksomheder i C25-indekset, der har større overskud end alle banker tilsammen. Så når argumentet er, at det er rimeligt, at bankerne betaler, for de tjener mest, så er det endnu en myte.
Og så er der det med direktørlønningerne. Hvis bankdirektørerne fik mindre i løn, så kan bankerne hente en stor del af de 2,35 mia. kroner årligt der. Nej, for det er en myte, at bankdirektørerne er de højestlønnede. Den bedst lønnede bankdirektør tjener rundt regnet en tredjedel af, hvad lønførende direktører i andre børsnoterede virksomheder tjener.
Og endelige er der myten om, at man politisk kan pålægge en særskat på finanssektoren, uden at nogen danskere kommer til at betale en krone for det. Erfaring fra lignende skatter i andre lande siger, at regningen i sidste ende ender hos kunderne. Vores beregninger viser, at det kan koste en almindelig børnefamilie med to voksne og to børn i en ejerbolig op til 1400 koner om året. Og Finansministeriet har også selv tidligere beregnet, at en særskat på bankerne vil give en omkostning for kunder – altså os alle sammen – uanset hvordan man vender og drejer det. At påstå det modsatte er en myte.
Så hvis vi skal diskutere, hvordan regningen for politiske initiativer skal betales - ud fra hvad der er mest rimeligt - så må vi som minimum diskutere ud fra fakta og ikke myter.