”Markedet for sommerhuse er kommet godt fra start i 2020, og forholdsvis mange sommerhuse har skiftet ejere. Handelspriserne er gået op i næsten hele landet, og priserne er 7 pct. højere end for et år siden. Et typisk sommerhus på 80 kvm handles nu til 1.274.000 kr. Det er det højeste niveau i næsten 10 år,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
I Nordsjælland er sommerhusene dyrest, og et typisk sommerhus på 80 kvm handles til 1.657.000 kr. Pengene rækker længst i Vestjylland, hvor et tilsvarende sommerhus koster lige over 1 mio. kr.
”Mange danskere kigger måske efter sommerhus nu, hvor corona-virus begrænser rejsemulighederne. Sommerhuse tager sig også godt ud lige nu, hvor der er blade på træerne, og vandtemperaturen er kommet op. Antallet af sommerhuse til salg er faldet i april og maj, og i kombination med stigende priser kan det for danskere på sommerhusjagt være vanskeligere at finde det helt rigtige sommerhus. Finder man som potentiel køber ønskesommerhuset, kan man til gengæld glæde sig over, at der i gennemsnit gives et nedslag i prisen på godt 8,5 pct. ved sommerhushandler, og det er mere end på andre ejerboliger,” siger Ane Arnth Jensen.
Selvom sommerhuspriserne er steget de senere år, så har de endnu ikke ramt 2007-niveau. Her betalte køberne i gennemsnit 1.457.000 kr. for et sommerhus på 80 kvm.
Hent statistikken