Mindre lejligheder under 75 kvm. er oftest interessante for singler og unge. Og med studiestart rundt om hjørnet, er der mange studerende og deres forældre, der er på udkig efter en studiebolig. For dem er der gode nyheder.
”Er man på jagt efter en mindre lejlighed, er der færre valgmulighederne end sidste år, men måske er der mulighed for at gøre en god handel. I Aalborg handler køberne i gennemsnit 4,2 pct. af prisen på de mindre lejligheder og ender med at betale næsten 7 pct. mindre end den pris, lejligheden først blev annonceret til. Det svarer til, at en lejlighed på 75 kvm i Aalborg i gennemsnit handles til en pris, der ligger 120.000 kr. under første udbudspris,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Der er forskel på priserne i studiebyerne landet over. En lejlighed på 75 kvm i Aalborg udbydes i gennemsnit til 1,75 mio. kr., mens en tilsvarende lejlighed i København koster 3,74 mio. kr.
”I de andre studiebyer forhandles priserne ikke lige så meget ned, inden der handles, som i Aalborg. I København forhandles prisen typisk 2,5 pct ned, og handelsprisen ender godt 4 pct. lavere end den først annoncerede pris. Med det højere prisniveau i København betyder det, at en lejlighed på 75 kvm typisk handles 157.000 kr. under første udbudspris,” siger Ane Arnth Jensen og fortsætter:
”Det er en god idé at undersøge markedet, så man har viden om, hvor prisen på en ejerlejlighed bør ligge. Så er man bedre forberedt til at lave en god handel.”
Tabel 1: Ejerlejligheder under 75 kvm
Lejligheder til salg | Gns. samlet prisnedslag | Gns. nedslag på 75 kvm lejlighed fra første udbudspris | |
København | 732 | 4,2% | 157.000 kr. |
Frederiksberg | 69 | 3,7% | 136.000 kr. |
Odense | 50 | 4,3% | 83.000 kr. |
Aarhus | 280 | 5,0% | 137.000 kr. |
Aalborg | 180 | 6,9% | 120.000 kr. |