Bragt på Finans d. 1. oktober 2020
De seneste år har vi diskuteret hvidvask. Terrorfinansiering. Kriminalitet. Forargelsen har været stor – og med rette. Hvorfor kendte man ikke sine kunder så godt, at man vidste, der var tale om noget kriminelt? Fra politisk hold har man igen og igen strammet kravene overfor bankerne. Bankerne skal have fuld fokus på, hvad kunderne foretager sig. De skal vide præcis, hvem deres kunder er.
Med det bagtæppe undrer jeg mig over, at der stilles spørgsmålstegn ved bankernes bevæggrunde for at opsige eller afvise et kundeforhold, når jeg læser Finans’ og Jyllands-Postens artikel under overskriften ”Ballonmand kan ikke få sin coronastøtte – nu truer Danske Bank med at lukke hans konto” 29.-30. september.
Hvis vi ser bort fra tilfælde, hvor opsigelse skyldes, at man har misligholdt sin aftale med banken, skyldes langt den største del af opsigelser og afvisninger, at kunden ikke har efterkommet bankens krav om at give tilstrækkelige oplysninger om de økonomiske forhold, som efter hvidvaskreglerne er en betingelse for, at banken kan have den pågældende som kunde.
Man skal levere en klar dokumentation for, hvem man er. Man skal fortælle banken om virksomheden og virksomhedens økonomi. Man skal eventuelt forklare hvor store beløb, der kommer ind, hvor mange overførsler der bliver udført, og hvor mange korttransaktioner der forventes gennemført. Det kræver Hvidvaskloven.
Det er afgørende nødvendigt, at bankerne gennemfører en grundig kend-din-kunde-proces, både når kundeforholdet etableres - men også løbende, for der kan jo ske ændringer i kundeforholdet hen ad vejen.
Hvis vi effektivt skal hvidvask, terrorfinansiering og økonomisk kriminalitet til livs, skal bankerne have de nødvendige oplysninger.
Så nej – ikke alle har ret til en bankkonto. Kun hvis reglerne følges. Det ved bankerne. Det ved politikerne. Det skal alle vide. Det er i samfundets interesse.
