Går man med overvejelser om køb af ejerlejlighed og går samtidig op i indeklima, energiregning og CO2-aftryk, så er der godt nyt. I dag er der 2.881 ejerlejligheder til salg med energimærke A, B eller C, og det er omkring 52 pct. af alle ejerlejligheder til salg. Det er nemmest at være klimabevidst boligkøber i København, hvor 59 pct. af lejlighederne til salg er i god energimæssig stand. I Aarhus, som er et af de andre større markeder for ejerlejligheder, er det tal 43 pct.
”De nyere lejligheder er generelt i god energimæssig stand. Det skyldes især, at bygningsreglementet løbende er blevet strammet med krav om mere energivenligt byggeri, og der er løbende blevet bygget nye energivenlige lejligheder i de større byer. Der er forholdsvist flere nyere lejligheder til salg i København sammenlignet med Aarhus, så det er en væsentlig del af forklaringen på, at det er lettere at finde en lejlighed i god energimæssig stand i København, end det er i Aarhus. Men også blandt de ældre ejerlejligheder til salg er en større andel i god energimæssig stand. Det kan blandt andet skyldes, at ældre ejerlejligheder energiforbedres,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Flere gamle ejerlejligheder med højt energimærke
Blandt ejerlejligheder til salg, opført før år 1946 og med et gyldigt energimærke, var 19 pct. i 2017 i god energimæssig stand. Det tal er nu steget til 23 pct. I København er den andel i perioden steget fra 24 pct. til 27 pct., mens andelen af lejligheder på det Aarhusianske marked fra før 1946 i god energimæssig stand er steget fra 16 pct. til 23 pct.
”Tallene viser, at lejligheder i god energimæssig stand også fylder mere blandt de ældre lejligheder til salg. Det er en positiv udvikling, da energiforbedringer bidrager til den grønne omstilling af samfundet, og til at den enkelte boligejer kan høste gevinster som lavere omkostninger til energi og forbedret indeklima. Det kan skyldes det generelle fokus på den grønne omstilling af samfundet samt muligheden for fradrag via BoligJobordningen til energirenovering i de seneste år,” siger Ane Arnth Jensen.
Flere års håndværkerfradrag bør puljes
For at sætte ekstra turbo på energirenovering kan et større tilskud til energirenovering være en god idé. En af mulighederne kunne være at give boligejerne lov til at pulje flere års håndværkerfradrag fra BoligJobordningen, så det kan bruges på større renoveringer. Det mener næsten 7 ud af 10 boligejere i en Epinion-undersøgelse, som er foretaget for Finans Danmark.
”Bankerne og realkreditinstitutterne står klar til at hjælpe med finansieringen af energiforbedringer, uanset hvilken boligform man bor i, men der kan også være behov for andre tilskyndelser til at hjælpe den grønne omstilling på vej. Langt de fleste boligejere mener, at det er en god idé med mulighed for at pulje flere års håndværkerfradrag sammen. Det kan gøre det mere attraktivt at gå i gang med de lidt større energiforbedrende projekter i boligen. Det koster jo ikke mere, men kan være et vigtigt bidrag på vejen til et mere bæredygtigt samfund,” siger Ane Arnth Jensen.
Fakta:
• Epinion-undersøgelsen er foretaget i september 2020
• Når en bolig skal sælges, skal den have udarbejdet et energimærke, som giver en samlet vurdering af den energimæssige tilstand på en skala fra A til G. Dertil findes underopdelinger af A-mærket.
• I ovenstående har lejligheder i "energimæssig god stand" energimærke A, B eller C.