Det danske pensionssystem er et af verdens bedste pensionssystemer. Det skal det blive ved med at være og derfor skal det også følge med tiden. Overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv skal blive mindre brat og for nogle skal overgangen ske tidligere. Lovforslaget om ret til tidlig pension tager hul på denne overgang, men vi er bekymret for den ekstra kompleksitet lovforslaget bidrager med til pensionssystemet.
Ret til tidlig pension finansieres delvist af en højere selskabsskat på den finansielle sektor. Finans Danmark er imod en særskat på den finansielle sektor og mener generelt, at skattebaser grundlæggende bør være brede og ensartede, hvilket også har været normen for de seneste årtiers skattepolitik i Danmark. Særskatten på den finansielle sektor varsler et bekymrende brud på denne sunde norm. Usikkerhed om de skattemæssige rammer er gift for virksomheders investeringer og udviklingsplaner i alle brancher, især hvis fremtidige ændringer kan ske vilkårligt og uden fagøkonomiske argumenter.