Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Flere køber bolig trods coronakrisen

Publiceret 19-10-2020
Nyhed

Coronakrisen har ikke sat danskernes boligdrømme på pause. Tværtimod. Både i landdistrikterne og i byerne har danskerne fået flere lån til køb af helårsboliger og sommerhuse. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

Danskerne bruger i høj grad realkreditlån, når boligdrømmene skal opfyldes. I alt blev der i 3. kvartal 2020 givet knap 21.000 nye lån til køb af helårsboliger og sommerhuse. Det er 20 pct. flere lån end i samme periode sidste år. I landdistrikterne er antallet af lån steget med 26,5 pct. - i byerne med 16 pct. 

”På trods af corona har danskerne ikke holdt sig tilbage fra boligmarkedet. Dagens tal viser, at der i hele landet er blevet efterspurgt flere realkreditlån til at finansiere danskernes boligdrømme. Der er især givet flere lån til boligkøb i landdistrikterne. Og det skal bl.a. ses i lyset af den seneste tids større interesse i sommerhuse,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

 

Sommerhuse i høj kurs

I landdistrikterne blev der i 3. kvartal givet godt 1.000 flere realkreditlån til køb af sommerhuse i forhold til sidste år. Det svarer til en stigning på 75 pct. Men også i bykommunerne har danskerne lånt til køb af sommerhuse. Her blev der givet ca. 200 flere lån, svarende til en stigning på 50 pct.

”Det danske sommerhusmarked har oplevet et markant opsving under coronakrisen. Flere danskere har brugt realkreditten til at investere i mere plads og luft omkring sig, som netop et sommerhus kan give,” siger Ane Arnth Jensen.

Men det er ikke kun sommerhuse, som danskerne låner til. I 3. kvartal blev der givet godt 17.500 nye lån til køb af huse og ejerlejligheder. I landdistrikterne blev der givet 10,6 pct. flere lån i forhold til sidste år, mens antallet er steget med 14,4 pct. i byerne.

”Danskerne har fået flere realkreditlån til køb af helårsboliger. Det seneste år har stigningen i antallet af nye lån været lidt større i byerne end i landdistrikterne,” siger Ane Arnth Jensen og afslutter:

”Men dagens tal viser også, at udviklingen i hvor mange lån der gives til boligkøb i by og land, generelt følges godt ad. Og det er positivt, at realkreditten kan være med til at give danskerne på tværs af landet de hjem, de ønsker.” 

 

Hent statistikken

 

Kristine Racina

Presserådgiver

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde