Der blev i 2. kvartal givet realkreditlån for 132,6 mia. kr. Det er under niveauet i det seneste år, som har været præget af mange låneomlægninger. Men der er stadig efterspørgsel efter realkreditlån, og danskerne har i 2. kvartal lånt knap 28 mia. kr. til boligkøb.
”I starten af 2. kvartal var landet lukket ned, og renterne var steget i kølvandet på Corona. Samtidig har vi det foregående år set en stor aktivitet fra låneomlægninger. I det lys er det ikke overraskende, at vi i de sidste tre måneder har set færre låneomlægninger end det foregående år,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”Samtidig ser vi, at danskerne stadig låner til fx boligkøb i en på mange måder turbulent tid. Det skyldes blandt andet, at mange danskere har været på sommerhusjagt.”
Mange kan spare ved omlægning
Efter et rentehop på realkreditlån i starten af Corona-udbruddet, har renterne gennem 2. kvartal bevæget sig nedad igen, og man kan få realkreditlån med afdrag og en fast rente på godt 1 pct. i 30 år. Det kan igen gøre låneomlægning interessant for en del boligejere.
”Om det kan betale sig at lægge lån om, afhænger bl.a. af, hvor lang tid man har tænkt sig at bo i sin bolig, og hvor stort lånet er. Det er typisk boligejere med lån på to pct. eller derover, som kan have fordel af at omlægge til et billigere lån. Og dem er der 290.000 af. Er man blandt dem, eller overvejer man at udskifte et variabelt forrentet lån med et fastforrentet lån, så kan man tage fat i sin bank for at høre om mulighederne,” siger Peter Jayaswal.