Den fælles erklæring gælder frem til sommeren 2020 og skal bidrage til at bringe Danmark og dansk økonomi bedst muligt gennem den aktuelle krise.
”Landets banker og realkreditinstitutter har fra begyndelsen af corona- epidemiens udbrud stået klar til at hjælpe og understøtte sunde kunder. Det ser vi som en helt naturlig del af vores samfundsopgave, og vi er glade for at kunne hjælpe” siger formand for Finans Danmark, Michael Rasmussen, som er glad for at regeringen og sektoren er enige om, at banker og realkreditinstitutter spiller en vigtig rolle som alliancepartner i den situation, Danmark står i.
Regeringen har iværksat flere initiativer for at afbøde de økonomiske konsekvenser, herunder frigivelse af den kontracykliske kapitalbuffer. Nationalbanken har etableret en udlånsfacilitet og Finanstilsynet har udvist fleksibilitet og fx givet mulighed for, at institutter ved henvendelse til Finanstilsynet kan anmode om at bruge deres buffer i LCR-kravet. Oveni de initiativer kommer den finansielle sektors egne.
”Mange initiativer er allerede iværksat af regeringen og de giver banker og realkreditinstitutter bedre rammer for at hjælpe. I vores fælles erklæring med regeringen giver banker og realkreditinstitutter håndslag på at hjælpe sunde kunder, som er midlertidigt hårdt ramt”, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Konkrete initiativer fra bank og realkreditinstitut
I den fælles erklæring fremgår det bl.a. at sektoren vil formidle lån og likviditet til sunde virksomheder og privatkunder. Det indebærer fx udvidelse af låneramme, forhøjelse af kassekreditter eller henstand med betalinger. Den finansielle sektor forpligter sig også fortsat til at sikre, at de statslige garantiordninger rulles ud på rimelige vilkår.
”Vi er enige med regeringen om, at en lang række initiativer fra banker og realkreditinstitutter vil medvirke til at sikre øget økonomisk stabilitet til sunde privatkunder og virksomheder, ligesom vi er enige om, at det skal ske på rimelige vilkår, der samlet set ikke forringer kundens økonomiske situation. Sidst, men ikke mindst, er vi enige om, at de enkelte institutter under hensyntagen til forretningsmodeller, ejerformer, investorbase mv. genovervejer allerede planlagte udbyttebetalinger og aktietilbagekøb i lyset af den alvorlige økonomiske situation”, siger Ulrik Nødgaard.
Læs fælles erklæring Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside