Kun 3.400 ud af landets ca. 1,4 mio. boligejere har på nuværende tidspunkt ikke betalt ydelsen på deres realkreditlån, som de skulle have betalt ved udgangen af marts 2020. Dermed fortsætter det lave niveau af boligejere i betalingsproblemer ind i andet kvartal af 2020.
”Det er positivt, at corona-krisen ikke har sendt flere danske boligejere i betalingsproblemer. Det hænger blandt andet sammen med, at de danske boligejere generelt har en robust privatøkonomi, og at de offentlige hjælpepakker har været en hjælpende hånd under dansk økonomi. Samtidig har bankerne og realkreditinstitutterne stået klar med hjælp til boligejere, der er kommet i økonomiske vanskeligheder på grund af corona,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”Om restancerne kommer til at stige den kommende tid, hvor de offentlige hjælpepakker forventes udfaset, afhænger i høj grad af udviklingen i ledigheden. Ledigheden er siden februar steget med mere end 50.000 personer. Fortsætter ledigheden med at stige, og bliver den langvarig, kan det betyde, at flere boligejere ikke kan betale ydelsen på deres realkreditlån til tiden. I den situation er det altid en god ide at kontakte sin bankrådgiver så hurtigt som muligt.”
Finans Danmarks opgørelse af restancer viser, hvor stor en del af de samlede ydelser fra boligejerne der ikke er betalt tre og en halv måned efter betalingsfristen. Lige nu er 0,24 pct. af de samlede boligydelser ikke betalt endnu. Det betyder, at boligejerne i gennemsnit mangler at betale 24 øre for hver 100 kroner, der skulle være betalt.