Kun 2.800 ud af landets ca. 1,4 mio. boligejere har på nuværende tidspunkt ikke betalt den ydelse, de skulle have betalt på deres realkreditlån ved udgangen af juni. Det er på niveau med restancerne før nedlukningen af Danmark i marts.
”Størstedelen af danskerne betaler deres boligydelse til tiden, og det tyder på sund privatøkonomi og ansvarlig låntagning i de fleste hjem. På trods af, at vi så en stor stigning i ledigheden fra februar til maj, har det ikke påvirket boligejernes evne til at betale ydelsen på deres realkreditlån. Det skyldes bl.a., at ledigheden sidenhen er faldet igen, og derfor ikke blev langvarig,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og forsætter:
”Det er stadig svært at spå om, hvorvidt boligejerne vil få problemer med at betale deres realkreditlån til tiden i de kommende måneder. De seneste smittetal indikerer desværre, at vi er på vej ind i en anden bølge med corona, og det kan betyde, at en række erhverv rammes hårdt. Når virksomheder rammes økonomisk, kan det medføre, at flere mister deres job og den faste indkomst. Vi ved dog fra en af vores tidligere analyser, at de danske boligejere er økonomisk godt rustede til perioder med ledighed. Hvis man alligevel har svært ved at betale næste ydelse på sit realkreditlån, bør man hurtigst muligt kontakte sin bank eller sit realkreditinstitut.”
Fakta:
- Finans Danmarks opgørelse af restancer viser, hvor stor en del af de samlede ydelser fra boligejerne der ikke er betalt tre og en halv måned efter betalingsfristen. Lige nu er 0,2 pct. af de samlede boligydelser endnu ikke betalt. Det betyder, at boligejerne i gennemsnit mangler at betale 20 øre for hver 100 kroner, de skulle have betalt.