e danske banker har stort fokus på at stoppe snyd og hvidvask. Og i forbindelse med regeringens corona-hjælpepakker har bankerne haft travlt. De seneste tal viser, at bankerne har indberettet ca. 2800 sager til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Alle sager, hvor der er mistanke om svindel med hjælpepakkerne. Det fremgår af kommunikationsportalen mellem Hvidvasksekretariatet og de underretningspligtige – som blandt andre er bankerne. Her finder man blandt andet udvalgte tal om underretninger.
”Antallet af sager er vokset hurtigt, og antallet vil formentlig nå endnu højere op. For bankerne har stort fokus på snyd og kriminalitet. Det skal vi kun være glade for. Det kommer samfundet til gode – også under coronakrisen”, siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.
Kend din kunde
Kampen mod hvidvask har ført til stadig skrappere krav til bankerne – og til kunderne. Det er blandt andet det, der nu fører til, at snyd opdages tidligt:
”Det er blandt andet bankernes kend-din-kundekrav, der fører til, at banken får mistanke om snyd og indberetter det. Det kunne være en enkeltmandsvirksomhed, hvor det i kend-din-kunde-oplysningerne angives, at det kun er ejeren, der arbejder, men som modtager lønkompensation til flere ansatte. Eller en virksomhed, der som følge af kend-din-kundekravene har skulle oplyse banken om virksomhedens driftsomkostninger, der får en godtgørelse, der ikke stemmer med det faktiske tal, som banken har”, siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Endnu bedre samarbejde kan styrke arbejdet yderligere
En måde, indsatsen kan styrkes yderligere, er ved at skabe en mulighed for, at myndigheder som politi, efterretningstjeneste og skat kan dele konkrete oplysninger med enkelte banker i et fortroligt rum.
”Vi håber, at de igangværende forhandlinger om politiets fremtid vil føre til, at Folketinget giver hjemmel til, at banker og myndigheder kan tale sammen på tværs om konkrete sager og dermed helt sikkert fange flere kriminelle”, siger Kjeld Gosvig-Jensen.
Derfor spørger banken om dit pas