De fleste danske familier kan klare sig igennem krisen, selv om de mister deres job på grund af corona-krisen. Flertallet af familier har nemlig god luft i økonomien med god afstand mellem deres indkomst og de faste udgifter, og samtidig er mange medlem af en a-kasse. Desuden har mange familier en god finansiel buffer - en tidligere analyse fra Finans Danmark har således vist, at næsten halvdelen af danskere har en opsparing svarende til tre månedsindkomster.
”Et økonomisk tilbageslag skaber utryghed, og den rammer særligt hårdt, hvis man som familie oplever at blive ramt af ledighed. De fleste familier har dog heldigvis en del at stå imod med og har i udgangspunktet en sund økonomi med et ret stort rådighedsbeløb og en relativt stor opsparing. Derfor står de godt rustet, hvis de skulle rammes af ledighed under corona-krisen,” siger Niels Arne Dam, cheføkonom og underdirektør i Finans Danmark.
12.000 familier i risiko for betalingsproblemer efter 12 måneders ledighed
Ifølge Det Økonomiske Råds mest pessimistiske scenarie kan corona-krisen medføre en stigning på 70.000 arbejdsløse i 2020. Sker det, vil 4.600 familier ifølge Finans Danmarks beregninger få svært ved at betale deres udgifter til fx bolig, mad og børnepasning efter tre måneders ledighed, hvis ikke de kan få hjælp i banken eller andre steder. Det svarer til knap 7 pct. af de familier, der rammes af ledighed pga. corona-krisen.
Når ledighedsforløbet op på et halvt år, er antallet af familier i risiko for betalingsproblemer vokset til knap det dobbelte. Efter et års ledighed er det 11.700 familier eller ca. 17 pct. af alle familier, som er ramt af ledighed, der risikerer at komme i betalingsproblemer. Det svarer til 0,7 pct. af alle danske familier i beskæftigelse.
”Jeg er fortrøstningsfuld, når det gælder den økonomiske situation for det store flertal af danske familier i de kommende måneder, selv om de rammes af ledighed. Men hvis corona-krisen bliver dyb og langvarig, står flere familier over for længerevarende ledighed og dermed i risiko for økonomiske problemer. Derfor er regeringens hjælpepakker og indsatsen fra bankerne så vigtig. Uden dem ville private virksomheder være nødt til at afskedige langt flere medarbejdere, end vi ser nu,” siger fra Niels Arne Dam.
Regeringens hjælpeparker og kompensationsordninger til virksomheder er afgørende for, at ledigheden trods alt ikke stiger mere, og at antallet af familier i risiko for betalingsproblemer er så relativt begrænset, som beregningerne viser. Uden kompensationsordningerne, hvor ca. 186.000 danske i dag er sendt hjem med løn delvist dækket af staten, kunne ledigheden nemt være steget med 230.000. I den situation ville lidt over 40.000 familier risikere at havne i betalingsproblemer efter 12 måneders ledighed – eller ca. tre en halv gange så mange som vi ser i den aktuelle situation med kompensationsordningerne.
”Når der ikke er flere familier, som kommer i risiko for betalingsproblemer, så skyldes det også, at ca. to ud af tre familier i udgangspunktet har så sund privatøkonomi, at de også vil have et positiv rådighedsbeløb i tilfælde af langvarig ledighed. Men er man blevet ledig, og har man brug for at vende sin økonomiske situation og muligheder, så bør man kontakte sin bankrådgiver for råd og vejledning,” siger Niels Arne Dam.
Fakta:
- Analysen er baseret på såkaldte registerdata for alle danske husholdninger. Her indregner vi data for individuelle familiers indkomst – både i udgangspunktet og i tilfælde af ledighed – samt familiers faste udgifter og minimumleveomkostninger. I øvrigt modregner vi familiers opsparingsbuffer og frie finansielle formue. Vi ser i øvrigt udelukkende på effekten af ledighed pga. corona-krisen, og vi medregner ikke familier, der har et negativt månedligt rådighedsbeløb i udgangspunktet (inden de eventuelt bliver ramt af ledighed).
- Brancher, som efter vores vurdering er særligt udsat for at blive ramt under coronakrisen, omfatter: fremstilling, engros- og detailhandel (fraregnet fødevarer og husholdningsartikler), hoteller og restauration, kultur, forlystelser og sport, persontransport, byggeri, og mange virksomheder, der leverer tjenesteydelser og hjælpetjenester til privatpersoner og andre virksomheder. Knap 700.000 familier – svarende til 43 pct. af alle familier i beskæftigelse – har mindst én voksen beskæftiget i de brancher, som er særligt udsat for at blive ramt under coronakrisen.
Læs hele Finans Danmarks analyse
Den tidligere analyse af danskernes opsparing kan findes her