Den 28. juli fik 69.526 ansøgere tilbud om en plads på en videregående uddannelse. Det er 6 pct. flere end sidste år. De fleste er blevet optaget på en uddannelse i en af de store universitetsbyer; København, Aarhus, Odense eller Aalborg.
Aalborg er den kommune, der har flest billige ejerlejligheder til salg. Her er der 270 lejligheder til salg til under 2 mio. kr. I København, Aarhus og Odense er der hhv. 144, 160 og 75.
”Aalborg er den mest tilgængelige universitetsby, og sådan har det været siden slutningen af 2018. I Aalborg er 58 pct. af de i alt 466 udbudte lejligheder til salg til under 2 mio. kr. Til sammenligning er kun 8 pct. af Københavns udbudte lejligheder til salg til under 2 mio. kr. Familier på udkig efter en forældrekøbslejlighed har derfor flest at vælge mellem i Aalborg,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
I København er næsten ingen af de udbudte lejligheder til under 2 mio. kr. større end 75 kvm., mens næsten halvdelen af de billige lejligheder er større end 75 kvm i Aalborg.
”Ud over at udvalget af billige lejligheder er større i Aalborg, så får du også flere kvadratmeter for pengene. Næsten halvdelen af de lejligheder, der er udbudt til under 2 mio. kr., er nemlig større end 75 kvm. I København er der stort set ingen lejligheder på over 75 kvm., som koster under 2 mio. kr.,” siger Ane Arnth Jensen.
Sidste chance for forældrekøb gennem virksomhedsordningen
Fra 1. januar 2021 vil det ikke længere være muligt at opnå særlige skattemæssige fordele ved forældrekøb. Regeringen og dens støttepartier aftalte i forbindelse med finanslov for 2020, at fra 2021 ændres reglerne, så udlejning af bolig til nærtstående ikke kan indgå i virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen. Lovgivning forventes at blive vedtaget i folketinget i løbet af efteråret.
”Det vil fra næste år ikke være lige så fordelagtigt at lave forældrekøb, som det hidtil har været. Det skyldes bl.a., at forældre fremover ikke længere vil kunne fradrage renter på en forældrekøbsbolig i deres personlige indkomst, men i stedet skal fradrage renterne i deres kapitalindkomst,” siger Ane Arnth Jensen og fortsætter:
”Det meget lave renteniveau, som på grund af den særlige danske realkreditmodel kommer alle boligkøbere til gode, er med til at begrænse effekten for de fleste. Ved en højere rente vil ændringen blive mærkbar.”