Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Rekordmange danskere indhenter tilbud på boliglån

Publiceret 12-11-2019
Nyhed

Danskerne har i oktober måned indhentet det højeste antal tilbud på boliglån i flere år. Men der er stadig mange boligejere, der har mulighed for at spare penge ved at omlægge deres lån. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

Boligejere og virksomheders lånelyst er rekordhøj. Der blev i oktober måned indhentet 50.870 lånetilbud, og mere end seks ud af ti lånetilbud var til boligejere, der ville omlægge eksisterende lån eller tage et tillægslån.

”Vi skal helt tilbage til starten af 2015, da realkreditlån med 2 pct. i rente blev introduceret, for at se en tilsvarende interesse. Nu er det især muligheden for at få et lån med fast rente på 1 pct. i 30 år, der har fået danskerne til at interessere sig for at omlægge deres realkreditlån til ét med en lavere rente,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:

”Det kan betale sig for mange boligejere at lægge deres realkreditlån om nu, hvor renten er så lav. Og det er der mange, der lige nu sidder og regner på ud fra de lånetilbud, de har indhentet.”

Selvom mange danskere har brugt sommeren og efteråret til at skifte deres eksisterende lån ud til et billigere, har boligejerne stadig 380.000 lån med en rente på 2 pct. eller mere, som det kan være relevant at lægge om.

Har man et realkreditlån på 1 mio. kr. med en rente på 2 pct., vil en omlægning til et 1 pct.-lån give en besparelse på over 1.000 kr. om året efter skat, og samtidig afdrager man 5.200 kr. mere om året. Det betyder, at omlægningen allerede efter 5 år har tjent sig hjem.

”Mange danskere har fortsat mulighed for at omlægge deres realkreditlån og opnå en besparelse. Om det kan betale sig at omlægge sit lån, afhænger blandt andet også af, hvor stor en restgæld man har, og hvor længe man vil blive boende. Går man med tanker om at omlægge sit realkreditlån, er det altid en god idé at kontakte sin bank eller realkreditinstitut,” siger Ane Arnth Jensen.

Læs mere om lånetilbud her.

 

Kristine Racina

Presserådgiver

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde