På Amager i København S er der samlet set 215 mindre ejerlejligheder til salg, og det er markant flere end på Vesterbro, hvor der er næstflest ejerlejligheder til salg.
”Det er højsæson for forældrekøb, og mange familier er på udkig efter små ejerlejligheder. Selvom der er små ejerlejligheder til salg i alle bydele i og omkring København, er der flest muligheder på Amager. København S dækker et stort område med mange boliger til salg, så derfor er det ikke så overraskende, at der netop her er flest små lejligheder til salg. Samtidig er priserne her lidt lavere end gennemsnittet i København,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Priser på ejerlejligheder er generelt lavere, jo længere man kommer væk fra Københavns centrum. Priserne er lavest i Bagsværd, hvor ejerlejligheder i gennemsnit er udbudt til en pris på 28.500 kr. pr. kvadratmeter. For en mindre lejlighed på 60 kvadratmeter svarer det til en pris på knap 1,7 mio. kr. Til sammenligning koster en ejerlejlighed i samme størrelse i Københavns Nordhavn 3,6 mio. kr.
”Der er stor prisforskel på ejerlejligheder i hovedstaden. De billigste lejligheder i Københavnsområdet koster næsten det halve af en typisk ejerlejlighed i Nordhavn, som er Københavns dyreste område. Og retter man blikket mod andre studiebyer, er prislejet endnu lavere, fx i Odense og Aalborg,” siger Ane Arnth Jensen.
I store studiebyer som Aarhus, Odense og Aalborg koster en gennemsnitlig ejerlejlighed på 60 kvadratmeter hhv. 2,1 mio. kr., 1,6 mio. kr. og 1,5 mio. kr. Og familier på udkig efter studielejligheder kan her vælge mellem 402, 72 og 211 ejerlejligheder til salg under 75 kvm i hhv. Aarhus, Odense og Aalborg.