Finans Danmark nedsatte på sit årsmøde i 2018 Hvidvask Task Forcen. Nu er arbejdet færdigt. 25 anbefalinger er klar. Det er anbefalinger som både forpligter finanssektoren selv men også samfundet.
Vejen frem er it-løsninger
En af de mest omfattende anbefalinger er planerne om fælles, ambitiøse it-løsninger, der kræver store investeringer fra pengeinstitutterne.
”Hvidvask Task Forcen har fra begyndelsen været optaget af, at finanssektoren i højere grad benytter fælles it-løsninger. Derfor er sektoren allerede gået sammen om en fælles vision på it-området, som er både ambitiøs og omfattende. Vi går derfor allerede nu i gang med at kortlægge og undersøge muligheden for en sektorfælles enhed,” siger administrerende direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.
Hvidvask Task Forcens anbefalinger indeholder også seks adfærdsprincipper, som bankerne vil basere deres møde med kunderne på.
Den forpligter til løbende at informere samfundet om arbejdet via konferencer og rapporter, der kortlægger omfanget og indsatsen.
Og så lægger den op til en gennemsigtighed i bankerne, der blandt andet betyder kontrol med bankbokse og støtte til whistleblowere.
Samfundsopgave kræver samfundsværktøjer
Fokus for Hvidvask Task Forcen har været at sikre konkrete initiativer, som kan løftes både inde for rammerne af den nuværende lovgivning, men hvis den fulde ambition skal realiseres, kræver det også politisk vilje til regel - og lovændring.
”Pengeinstitutterne har taget opgaven med at bekæmpe hvidvask - og terrorfinansiering på sig. Det er helt rimeligt. Samtidig er det så også rimeligt, at samfundet stiller de værktøjer til rådighed, som pengeinstitutterne har behov for, for at løse opgaven,” siger Linda Nielsen, juraprofessor på Københavns Universitet, der i det forgangne år har stået i spidsen for Hvidvask Task Forcens arbejde som formand.
”Når jeg siger samfundsværktøjer, så er det fx i forhold til at sikre, at pengeinstitutterne har mulighed for at dele oplysninger og data med hinanden – og det kan udfordre, da lovgivningen i dag ikke giver mulighed for det. Tidligere på årets løftede vi sløret for én af vores anbefalinger; Fælles Efterretningsenhed for Hvidvask og Terrorfinansiering (FEHT), og den kræver specifik, at loven ændres,” siger Linda Nielsen.
Hun er en tilfreds formand, der godt er klar over, at det er en vigtig opgave, hun har været sat i spidsen for:
”Det er et utrolig vigtigt skridt i arbejdet med at bekæmpe hvidvask, der bliver gjort her. Jeg har i det år, jeg har siddet for bordenden oplevet en sektor, der har rykket mere og mere sammen, og som er virkelig optaget af at finde løsninger. Arbejdet slutter så afgjort ikke her. Det er kun lige begyndt. Men det er en god begyndelse og varsler nye tider i kampen mod hvidvask og terrorfinansiering.”
Fakta
- Hvidvask Task Forcen har haft til opgave at undersøge og komme med anbefalinger til, hvordan indsatsen imod hvidvask og terrorfinansiering fremadrettet styrkes gennem fælles initiativer og løsninger på tværs af den finansielle sektor.
- Den blev nedsat på Finans Danmarks årsmøde i december 2018.
- Medlemmerne i Task Forcen har bestået af sektoren og 4 eksterne – herunder formand Linda Nielsen.
- Læs hele hvidvaskrapporten her
- Læs de 25 anbefalinger her.
- Se hvem der har siddet i Hvidvask Task Forcen