Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nationalbanken skal nu også undervise skoleelever i Finans Danmarks Pengeuge

Publiceret 31-10-2019
Nyhed

Når folkeskoleeleverne i 7.-9. klasse over hele landet får besøg af bankdirektører og rådgivere i forbindelse med Finans Danmarks Pengeuge, bliver det fra 2020 også med medarbejdere fra Nationalbanken på listen over gæsteundervisere.

Det er Finans Danmark og Danmarks matematiklærerforening, der står bag Pengeuge, som hvert år finder sted i uge 11. Formålet er at højne børn og unges finansielle forståelse. Og udover Danmarks Matematiklærerforening bakkes initiativet også op af Finansforbundet og Forbrugerrådet Tænk.

”Pengeuge er en stor succes, og vi glæder os hvert år til at hjælpe børn og unge med bedre at forstå, hvorfor det er godt at have styr på sin økonomi. Vi giver dem blandt andet gode råd i forhold til at lægge budgetter, og vi får forklaret dem, hvad ÅOP egentlig er for noget”, siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark.

Med Nationalbanken med om bord kommer der også en ny dimension på forståelsen for økonomi. Nationalbanken har sammen med Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfag udarbejdet temahæftet ”Din og Danmarks økonomi”, der kan bruges i forbindelse med undervisningen.

”Et er at forstå sin egen økonomi og have tjek på den. Noget andet er at forstå hele samfundets økonomi. Vi ved, at det kan være tungt stof, især for de unge. Nationalbanken har særlige kompetencer på området, og vi vil gerne være med til at bringe den viden i øjenhøjde, så flere forstår og interesserer sig for samfundsøkonomien," siger nationalbankdirektør Lars Rohde.

Tilmeldingen til næste års Pengeuge begynder 1. november 2019 for alle skoler, der ønsker at deltage.

Læs mere om Pengeuge her.

Læs rapporten fra 2019 her.

Camilla Thorning

Pressechef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde