Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kriminelle stjal for 14,2 millioner kroner på danske bankkonti i 2018

Publiceret 03-04-2019
Nyhed

Den mest anvendte metode er at narre personlige oplysninger ud af borgerne. Men også personer helt tæt på offeret kan stå bag. Det viser de nyeste tal fra bankernes egne indberetninger. Vi skal alle fortsat blive bedre til at beskytte vores personlige oplysninger, lyder det fra Finans Danmark.

Mens bankrøverier stort set ikke eksisterer længere, så er de kriminelle for længst blevet digitale. Ved uberettiget at tilegne sig personlige oplysninger uden offerets vidende eller ved at narre personlige oplysninger ud af folk, kan de kriminelle stjæle penge. Og det gør de. I alt 620 gange i 2018 lykkedes det kriminelle uretmæssigt at få adgang til bankkonti og sammenlagt stjæle 14,2 millioner kroner.

Det er en stigning fra 2017 til 2018 på 3,2 millioner kroner.
Alligevel er tabet acceptabelt. For tabet skal ses i sammenhæng med, at der hvert år afvikles ca. 5000 milliarder kroner gennem intradagclearingen, der indeholder konto til konto-overførsler som eksempelvis netbankoverførsler, lønudbetalinger og offentlige udbetalinger. Og også det tal er stigende.

Men for den enkelte kan det have store konsekvenser. Og derfor er det vigtigt at få stoppet de kriminelle. Bankerne arbejder løbende på at identificere og forhindre netbankindbrud. Og tallene fra bankerne viser også, at det lykkes i mange tilfælde. Men for at forhindre, at de kriminelle beriges, kræver det samtidig opmærksomhed på sikkerheden hos den enkelte borger. For i størstedelen af sagerne har borgerne selv udleveret de personlige oplysninger, der gør det muligt for de kriminelle at stjæle pengene.

”Derfor er det vigtigt at vide, at ingen reelle virksomheder eller myndigheder nogensinde vil anmode om dit NemID eller andre log-in-informationer via e-mail, sms eller telefonopkald. Du skal derfor undlade at svare på sådanne henvendelser. Det er det allerbedste råd”, siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark Michael Busk-Jepsen.

Et andet godt råd er at anskaffe sig NemID nøgleapp’en.

”Den øger også sikkerheden, fordi man kan se, hvor den forsøges anvendt. Samtidig er den sådan opbygget, at man ikke direkte kan se de koder, der skal bruges for at logge på. Man kan derfor ikke ved en fejl komme til at oplyse koden”, siger Michael Busk-Jepsen.

Samtidig er det et godt råd at beskytte sine personlige oplysninger i alle sammenhænge. Over en tredjedel af de tab, der var ved netbankmisbrug og -indbrud sidste år, kom som følge af indbrud fra kriminelle tæt på offeret. Det kan være bofæller, tidligere ægtefæller, eller lignende.

Camilla Thorning

Pressechef

Download NemID nørgleappen i App Store eller Google Play

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde