”Er man på jagt efter et sommerhus og har et budget på 1,5 mio. kr., er der forskel på, hvor langt man kommer for pengene rundt om i landet. I Vestjylland kan man i gennemsnit få 108 kvadratmeter at boltre sig på, mens man i fx Nordsjælland kan få knap 59 kvadratmeter sommerhus for de samme penge. Mange ting spiller selvfølgelig ind på prisen på det enkelte sommerhus. Regionale forhold som afstand til nærmeste større by og lokale forhold som vandudsigt og afstand til strand kan have stor betydning for prisen,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Ved indgangen til foråret står der 9.727 sommerhuse (i statistikken kaldet fritidshuse) til salg landet over. Det er det laveste antal sommerhuse til salg ved begyndelsen af marts i ni år. De annoncerede sommerhuse har været til salg 42 dage mindre end for et år siden. Det viser Finans Danmarks boligudbudsstatistik for februar 2019.
”Foråret står for døren, og mange benytter lejligheden til at komme ud og finde drømmesommerhuset. De fleste steder er varerne på ejendomsmæglerens hylder mere friske end sidste år, og sommerhusene er mange steder også annonceret til lidt højere priser,” siger Ane Arnth Jensen.
Download tabelmateriale og figurer her.