Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Færre undersøger muligheden for at lægge deres lån om

Publiceret 11-12-2019
Nyhed

De danske boligejere har ikke lige så travlt som før med at undersøge muligheden for at optage lån. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

Den historisk høje lånelyst, vi har set det seneste halve år, er ved at stilne af. I november gav de danske realkreditinstitutter lidt over 27.000 lånetilbud til boligejere og virksomheder, hvoraf knap 18.000 var til omlægninger og tillægslån. Det er ca. halvt så mange tilbud på omlægninger og tillægslån, som der i gennemsnit er blevet givet hver måned over de seneste seks måneder.

”Det seneste halve år har der været kæmpe interesse for at optage nye lån. Mange danskere har også brugt den særlige danske mulighed for at lægge deres realkreditlån om til et billigere. Og på det seneste er renten steget lidt. Derfor er det heller ikke så overraskende, at lånelysten nu er aftaget,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Det er typisk boligejere med et eksisterende lån med en rente på 2 pct. eller derover, som det har været relevant for at omlægge lån. Fra marts til udgangen af november er der blevet 160.000 færre boligejere med et realkreditlån med rente på to pct. eller derover.

”Renteniveauet er lavt, og det giver fortsat mange danskere mulighed for at spare penge ved at omlægge deres lån,” siger Ane Arnth Jensen og forsætter:

”Om det kan betale sig, afhænger af individuelle forhold bl.a. lånets størrelse, og hvor længe man har planer om at blive boende. Derfor er det en god idé at tage fat i sit realkreditinstitut, hvis man overvejer at omlægge sit lån.”

 

Læs mere om lånetilbud her.

 

Kristine Racina

Presserådgiver

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde