I oktober var der 34.561 parcel- og rækkehuse og 7.880 ejerlejligheder til salg landet over. Det er 1.077 færre huse og 123 færre ejerlejligheder til salg end på samme tid sidste år. Samtidig er priserne i salgsannoncerne steget 2,4 pct. for huse og 1,7 pct. for ejerlejligheder.
”Der er færre boliger til salg og dermed færre valgmuligheder for danskere på boligjagt. Det går godt for dansk økonomi. Beskæftigelsen har i længere tid været på et højt niveau, og mange har plads i privatøkonomien til en større eller bedre bolig eller måske til for første gang at få nøgler til eget hus eller lejlighed. Det smitter af på boligmarkedet, hvor priserne er steget det seneste år. Men købere kan glæde sig over, at det lige nu er muligt at finansiere drømmeboligen med realkreditlån med meget lave renter,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Huse har i gennemsnit stået til salg i 244 dage, hvilket er seks dage mindre end for et år siden. Ejerlejligheder stod i gennemsnit til salg i 170 dage, og det er 19 dage længere end sidste år.
”I modsætning til huse annonceres ejerlejlighederne lidt længere til salg end for et år siden, men der er fortsat gang i handlen med ejerlejligheder. Udviklingen skal ses i lyset af, at der gennem en periode har været godt gang i ejerlejlighedsmarkedet, og priserne på ejerlejligheder har nået et forholdsvist højt niveau. Det nye boligskattesystem giver måske også noget usikkerhed om højere beskatning af ejerlejligheder, der kan have dæmpet efterspørgslen lidt,” siger Ane Arnth Jensen.