Set med bankøjne var den mest alvorlige konsekvens af Lehmans krak, at det skabte en mistillid bankerne imellem – når nu Lehman var krakket, hvem stod så for tur? – som betød, at de globale pengemarkeder frøs til. Situationen resulterede i, at de banker, som lå inde med likviditet, holdt fast i den, og de banker, som havde et likviditetsbehov, ikke kunne få det tilfredsstillet. Lehmans konkurs lærte os blandt andet, at hvis bankerne ikke har styr på hvem der skylder hvem hvad hvornår, når der handles værdipapirer, kan der ved stress i det finansielle system hurtigt opstå en fatal mistillid bankerne imellem, en mistillid som kan resultere i en nedsmeltning af væsentlige finansielle markeder.
Efter Lehmans krak var der således et presserende behov for at øge gennemsigtigheden og sikkerheden på de globale værdipapirmarkeder. Fokus var særligt på derivater handlet uden om regulerede markedspladser, det såkaldte Over-The-Counter marked, som i særlig grad var karakteriseret ved manglende gennemsigtighed. Den europæiske regulering på derivatområdet kaldes European Market Infrastructure Regulation (EMIR) og trådte i kraft i 2012. EMIR medførte øgede krav til offentliggørelse af handler med finansielle produkter ligesom kravene til myndighedsrapportering blev øget. Herved øges myndighedernes mulighed for at overvåge og reagere på de risici, som opbygges på de globale værdipapirmarkeder. Alle derivathandler skal således i dag indrapporteres til et handelsdepot (et trade repository) af både køber og sælger således, at de to ben i derivathandlen kan matches. Oplysningerne sendes herefter til ESMA som sikrer den overordnede validering af tallene.
Det har dog i praksis vist sig ganske svært at sikre denne validering blandt andet fordi datamængden er enorm. Det betyder, at myndighederne ikke har haft det fulde indblik i derivatområdet, hvilket jo netop var intentionen med EMIR-reguleringen. EU’s reguleringsmyndigheder har derfor i de seneste år revideret hele EMIR-lovgivningen, og EMIR REFIT, som den reviderede EMIR-lovgivning kaldes, trådte i kraft i juni i år. Forventningen er, at EMIR REFIT fører til den ønskede indsigt i og transparens på derivatområdet blandt andet ved at udbydere af clearingservices skal øge transparensen, handelsdepoterne skal bedre de tekniske systemer så flere transaktioner kan matches og tekniske standarder fra ESMA skal bedre datakvaliteten.
Et andet element i EMIR er at mindske modpartsrisiciene, altså risikoen for at ens modpart kan gå konkurs, før handlen er tilendebragt og/eller, at modparten ikke overholder sine kontraktuelle betalingsforpligtigelser. Konkret sikrede man det ved at indføre et mellemled i handlen med standardiserede derivater i form af en central modpart (CCP), som er en finansiel enhed, der stiller sig mellem køber og sælger for at sikre handlens gennemførelse. Den risiko, der således før EMIR var på den enkelte modpart, er nu samlet hos disse CCP’er. For at sikre, at risikokoncentrationen hos CCP’erne ikke løber ud af kontrol, stiller myndighederne betydelige krav til både finansieringen og risikomonitoreringen af CCP’er. Og det er netop denne del, som ESMA har gennemført høringer af med svarfrist ultimo juli i år, da der har været behov for en række afklaringer af, hvordan CCP’ere i lande uden for Europa reguleringsmæssigt skal betragtes, når de anvendes af finansielle parter i EU – et emne som er blevet højaktuelt i lyset af Brexit.
Et yderliggere område hvor ESMA søger at øge transparensen på værdipapirmarkedet er inden for den type transaktioner, hvor der stilles værdipapirer som sikkerhed for et lån, den såkaldte Securities Financing Transactions Regulation (SFTR). En sådan transaktion fungerer ved at der stilles værdipapirer, som fx aktier eller obligationer, som sikkerhed bag lånet til långiveren. Når lånet udløber, betales det tilbage og værdipapirerne, som blev givet til långiveren som sikkerhed, returneres til låntageren.
SFTR træder i kraft i faser fra april 2020 til januar 2021 og medfører blandt andet, at de finansielle parter i en transaktion skal indrapportere deres handler til et handelsdepot hvorved de to ben i transaktionen matches – fuldstændig i stil med EMIR-reguleringen. Man har dog lært af udfordringerne med EMIR- rapporteringen, så der er meget strammere krav til hvordan der skal rapporteres under SFTR. Håber er selvfølgelig at få en langt højere grad af match, så myndighederne kan overvåge risici i denne del af værdipapirmarkedet, hvor der også foretages transaktioner for astronomiske beløb.
Man kan ikke indrette en markedsbaseret økonomi således, at finansielle kriser helt kan undgås. Men man kan - både regulatorer og den finansielle sektor – arbejde for at minimere risikoen for fremtidige finansielle kriser og konsekvenserne af disse såfremt de indtræffer. Med de to store reguleringskomplekser EMIR og SFTR ved at være endeligt på plads, er den indsigt og transparens i værdipapirmarkedet, som manglede før finanskrisen, ved at være skabt. Herved kan uhensigtsmæssig risikoopbygning forhåbentligt opdages i så god tid, at risikoen for kriser og krak minimeres.