Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Danske boligejere skaber den største konverteringsbølge i fire år

Publiceret 17-07-2019
Nyhed

Danske boligejere omlægger lån til lavere rente i usædvanlig høj grad. Otte ud af ti nye lån er med fast rente. Det viser nye tal fra Finans Danmark.

Rentefald i 2. kvartal - fra et i forvejen lavt niveau - har fået rigtig mange boligejere til at konvertere til et billigere realkreditlån.  I 2. kvartal blev der givet nye lån for 123,5 mia. kr. til boligejerne, næsten 100 mia. kr. af dem er med fast rente.

"Rigtig mange boligejere har benyttet sig af den særlige danske mulighed for at konvertere realkreditlån, nu hvor renten er historisk lav. Danskernes interesse for omlægning af realkreditlån er den højeste i fire år. Sidst, vi så noget lignende, var i 2015, hvor det fastforrentede lån med rentekupon på 2 pct. kom på banen,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:

”Nu er det fast rente på 1 pct., danske boligejere får glæde af. Det giver tryghed for familiens budget at lægge renten fast og få vished for rentebetalingerne de næste 30 år.”

Vil man afdrage på sit lån, koster det 150-300 kr. efter skat om måneden pr. lånt million at vælge et fastforrentet lån frem for et lån med en variabel rente.

”Der er altså en lille merpris for at låse renten fast på det lave niveau i 30 år og dermed være sikret mod rentestigninger. Kommer der derimod yderligere rentefald, får boligejere med variabelt forrentede lån umiddelbart glæde af lavere renter, mens renten ikke ændrer sig for fastforrentede lån. Medmindre man har mod på en ny konvertering,” siger Peter Jayaswal, og fortsætter:

”Er man i tvivl, om det kan betale sig at lægge lån om, kan man kontakte sin bank eller sit realkreditinstitut om mulighederne. Vi oplever en stor interesse for at lægge lån om her midt i ferieperioden, derfor er det en god idé at være ude i god tid inden næste opsigelsesfrist 31. juli.”

 

Hent statistikken.

 

 

Kristine Racina

Presserådgiver

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde