De danske banker leverer hver dag ydelser til kommunerne i form af kontooverførsler, kassekreditter og kapitalforvaltning, som er med til at sikre at kommunerne kan levere velfærd til borgerne. I kølvandet på sager om hvidvask har KL ønsket at drøfte de fremtidige vilkår for indgåelse af fremtidige bankforbindelser. Finans Danmark har bidraget til udformningen af otte governanceprincipper:
”Alle landets 98 kommuner har en bankforbindelse, og vi ser det i sektoren som en vigtig opgave at kunne servicere vores kommuner. Derfor er vi glade for at have deltaget i dialogen med kommunerne og for at have bidraget til de fremtidige governanceprincipper for vores fælles samarbejde. Desværre kan vi ikke være medunderskrivere af Rådets forslag til krav, som den enkelte kommune kan fastsætte i fremtidige kontrakter, siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard og fortsætter:
”Bankerne vil fortsat rigtig gerne servicere kommunerne, og derfor er det i alles interesse at løsningen lander der, hvor det giver mening for begge parter at indgå et samarbejde. Jeg er rigtig tilfreds med Rådets fælles otte governanceprincipper, men jeg er bekymret for at forslagene til kontraktkrav vil indebære en risiko for at færre banker vil byde ind på opgaverne eller at budene bliver væsentligt dyrere.”
Op til den enkelte kommune
Efter lancering af Rådets rapport vil det nu være op til den enkelte kommune hvilke af governanceprincipperne og forslag til krav, som skal indgå i de endelige kontrakter.
”Det er i sidste ende op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan kontrakten med banken skal udformes. Jeg håber, at de enkelte kommuner vil udvise forsigtighed og gå i dialog med bankerne inden de lægger sig fast på, hvilke krav de fastsætter i de fremtidige kontrakter”, siger Ulrik Nødgaard.
Ulrik Nødgaard understreger, at reglerne på hvidvaskområdet er strammet markant de senere år, og at bankerne er fuldt fokuseret på at leve op til alt gældende lovgivning. Samtidig har Finans Danmark selv nedsat en Task Force, som skal komme med anbefalinger sidst på året ift. bekæmpelse af finansiel kriminalitet. Sidst men ikke mindst investerer alle banker i compliance og systemer, som kan minimere risikoen for hvidvask.
Læs Rådets rapport