”I København og på Frederiksberg er salget af ejerlejligheder gået lidt mere trægt, end vi har set de senere år. Samtidig er der sat lidt flere lejligheder til salg, og det betyder samlet set, at der står flere lejligheder til salg end for et år siden. Der tegner sig et lignende billede i mange af landets øvrige store byer, herunder i Aarhus og Aalborg,” siger Ane Arnth Jensen, og tilføjer:
”Det stigende udbud skyldes, at priserne på ejerlejligheder efterhånden er kommet ganske højt op efter flere år med betydelige stigninger. De højere priser er med til at sortere en del boligkøbere fra. Samtidig er der kommet strammere låneregler, der godt nok ikke betyder noget for selve kreditvurderingen, men som flytter købere med høj gæld væk fra lån med en meget lav ydelse. Det kan betyde, at fx børnefamilier med høje udgifter, fravælger ejerlejlighedsmarkedet.”
Der står ved indgangen til juni 340 flere lejligheder til salg i København og på Frederiksberg end ved samme tid sidste år. I hele landet er stigningen på knap 660 lejligheder.
I København og på Frederiksberg er det lejlighederne op til 100 kvm., der er med til at trække det samlede udbud af lejligheder op. Der står 343 flere lejligheder med et areal på op til 100 kvm. til salg i dag end for et år siden. Samtidig er udbuddet af lejligheder med et areal på mellem 100 og 200 kvm. faktisk faldet, mens der står lidt flere af de helt store til salg. Nogenlunde samme udvikling ses i Aarhus og i Aalborg.
”Når udbuddet primært stiger for lejligheder med et areal under 100 kvm., hænger det sammen med, at der er sat flere af den slags lejligheder til salg end tidligere. Priserne er steget mere på lejligheder end på huse, og det betyder, at man som ejerlejlighedsejer kan ”bytte” sig til endnu flere kvm. end tidligere, hvis man vælger at skifte lejligheden ud med et hus. Det er der uden tvivl nogle familier, der er begyndt i en mindre lejlighed, der er fristet af,” siger Ane Arnth Jensen.
På husmarkedet står der omvendt færre huse til salg end for et år siden. Undtagelsen er hovedstaden, hvor udbuddet er steget.