”I tiden efter finanskrisen hev flere boligejere udkantsrødderne op og flyttede til byen. Vi ser nu, at denne tendens i nogle områder er vendt, og at mange boligejere vælger at flytte til byernes omkringliggende kommuner, hvor kvadratmeterne er billigere,” siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit- og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
I dag koster et gennemsnitligt hus på 140 kvm. i bykommunerne knap 3,4 millioner kr., mens et tilsvarende hus i land- og yderkommunerne koster godt en million kroner.
”Boligpriserne er de seneste to år steget meget i landets største byer, og det er derfor naturligt, at mange på udkig efter bolig begynder at kigge efter alternativer uden for byen. På Sjælland er denne udvikling særlig tydelig, og flere flytter nu også til land- og yderkommunerne,” siger Peter Jayaswal.
I fire ud af ti landdistriktskommuner er der nu flere, der flytter til, end der flytter fra. For fem år siden, var det kun en ud af ti land- og yderkommuner, der havde flere tilflyt-tere end fraflyttere. Der er specielt sket en fremgang i Syd- og Vestsjælland, omkring Odense og Aalborg og på de danske øer. Her er tilflytningen mange steder vendt fra at være negativ til nu at være positiv.
”Det er positivt, at vi igen ser en øget lyst til at flytte til land- og yderkommunerne, hvor en større nettotilflytning er med til at styrke de mindre lokalsamfund,” afslutter Peter Jayaswal.