Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Fire leverandører skal nu konkurrere om MitID

Publiceret 05-02-2018
Nyhed

Et bredt ansøgerfelt tegner lovende for MitID – fremtidens digitale identitets- og autentifikationsløsning i Danmark, der skal afløse NemID.

Ni leverandører har søgt om at blive prækvalificeret til MitID-udbuddet, og fire af dem er nu inviteret til at gå videre til tilbudsfasen. De fire prækvalificerede leverandører er:

  • CSC Danmark A/S
    • Underleverandør: Entreprise Services Belgium BVBA og Worldline France
  • Gemalto Danmark A/S
    • Underleverandør: Gemalto AB, Gemalto Oy, Gemalto Middel East, Gemalto Inc. og NNIT A/S
  • KMD A/S
    • Underleverandør: Nexus Technology GmbH og Nexus Technology SAS
  • Nets DanID A/S
    • Underleverandør: Nets Danmark A/S

”Markedet har vist stor interesse for MitID-udbuddet, og projektet har tiltrukket sig opmærksomhed fra både internationale og danske leverandører. Det har været vores mål at skabe størst mulig konkurrence om løsningen, og jeg er glad for, at det tegner godt med de fire tilbudsgivere. Vi går virkelig en spændende tid i møde,” siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, Adam Lebech.

De fire leverandører er udvalgt ud fra deres faglige tyngde i form af relevante referencer og erfaringer. Gode idéer er ikke nok. Partnerskabet bag MitID stiller af gode grunde høje krav til innovation og fremtidssikring, såvel som løsningens stabilitet og sikkerhed.

”Vi har nu fire stærke leverandører, der gerne vil bidrage til at skabe en solid løsning på MitID, som er både brugervenlig og moderne. Det er fire leverandører med relevant erfaring, som er kompetente til at bidrage til det unikke samarbejde, MitID er, hvor det offentlige og private går sammen om at sikre den nationale, digitale infrastruktur,” siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

Processen fremover
Der er deadline for modtagelse af indledende tilbud 6. april 2018, hvorefter partnerskabet går i forhandling med tilbudsgiverne. Herefter følger en periode med tilretning af udbudsmateriale og til sidst endeligt tilbud. 

Ifølge planen bliver kontrakten i februar 2019 underskrevet med den leverandør, der har det bedste forhold mellem pris og kvalitet. 

Læs mere om udbuddets formål og proces på mitid.dk.

Fakta om MitID:

  • MitID er navnet på afløseren for NemID
  • NemID-kontrakten med Nets udløber, og derfor skal løsningen udbydes
  • Kontraktindgåelse med leverandør forventes afsluttet primo 2019
  • Ifølge planen kan MitID tages i brug i løbet af andet halvår af 2020
  • Kontraktværdien for MitID anslås at være 900 mio. kr. for udvikling og en driftsperiode på 10 år med mulighed for to års forlængelse
  • NemID lukkes først, når der er sket en overgang til den nye løsning.

Yderligere information kontakt:
Presserådgiver i Digitaliseringsstyrelsen, Mai Brandi Ludvigsen: [email protected], tlf. 41782227
Presse- og kommunikationschef i Finans Danmark, Stine Luise Hansen: [email protected], tlf. 30161009

Kontakt

Stine Luise Goll

Presse- og Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde