Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Finanssektoren har ikke glemt krisen

Publiceret 24-08-2018
Blog

Kronik af adm. direktør Ulrik Nødgaard.

Bragt i Weekendavisen d. 24. august 2018

I dag er det 10 år siden, at Roskilde Bank – dengang Danmarks 10. største - gik ned. Officielt hedder det, at banken blev overtaget af Nationalbanken og det såkaldte ”Private Beredskab”. Det betød på godt dansk, at banken lukkede og slukkede, og at aktionærernes aktier var lige præcis 0 kroner værd. Ingen kunder mistede heldigvis penge. Alle indskud op til 750.000 kr. blev nemlig dækket af sektorens egen garantiordning, og staten dækkede for beløb herover med et bidrag fra sektoren. Det var en begrænset gruppe af såkaldt dårlige kunder, typisk dem med store belånte ejendomsinvesteringer, som medvirkede til at trække Roskilde Bank og andre banker i knæ. Kredithåndværket havde været for dårligt. Og der var for få penge til at dække tabene.

Den 24. august 2008 blev på den måde starten på den danske del af den verdensomspændende finanskrise. Flere vil mene, krisen startede langt tidligere, og at også Roskilde Bank reelt kørte i hegnet tidligere på året. Og de har naturligvis en pointe. Globalt anses den finansielle krises Dag 0 nok for 15. september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik konkurs. Banken blev ikke reddet af offentlige penge, og historiens største konkurs var en realitet. En omfattende global finansiel krise var i gang.

Her ti år senere er de faldne dominobrikker både krystalklare og næsten evidente. Sådan var det ikke, da vi sad midt i det. Og den viden og læring, vi har i dag, er det vores pligt at bruge, så vi bedst muligt kan undgå at gentage fortidens synder.

Da skælvene ramte i efteråret 2008, sad jeg i Erhvervsministeriet. Med Lehmann Brothers konkurs blev investorer bange for at finansiere banker, både herhjemme og i udlandet. Der var desværre brug for statslige garantier for at skabe ro og dermed beskytte dansk økonomi. Det stod hurtigt klart, at Roskilde nok ikke var en enlig svale. Der var derfor brug for et selskab, som fik til opgave at lukke banker på en kontrolleret måde – det vi i dag kender som Finansiel Stabilitet A/S. En bred kreds af politiske partier viste ansvarlighed, og i løbet af få uger lykkedes det at få stablet den såkaldte bankpakke I på benene. I januar 2009 skiftede jeg til Finanstilsynet, hvor jeg var i mere end seks år. Her var jeg med til at lukke en hel del banker og indføre et væld af ny lovgivning. I dag sidder jeg i spidsen for finanssektorens interesseorganisationen, Finans Danmark. 

Regulering, og det at undgå kriser og krak, er stadig essensen i mit arbejde. Men det skal ske i et nuanceret samspil mellem samfund og finanssektor. Et samspil, der er uhyrlig vigtigt for vores velfærdssamfund - den finansielle sektor er den samfundsøkonomiske finmekanik, der skaber vores rige muligheder for at starte virksomhed, købe bolig, spare op til pension og så videre. På ryggen af det skal vi drive sunde virksomheder med solid indtjening. Det er et privilegium, og det forpligter.
Nu går det igen godt i Danmark, og danskerne er optimistiske. Ledigheden er lav. Friværdier vokser. Renten er i bund, og banken siger, alt andet lige, mere ja end nej. Og så er alting meget sjovere. For borgere, virksomheder og samfund. Og for banker.

Lighederne til midt 00’erne er til at tage og føle på. Det betyder også, at vi igen kigger i retning af den finansielle sektor med megen skepsis. Har vi lært noget? Er der styr på udlån, afviklingsplaner og penge nok på kistebunden? Tager vi nok samfundsansvar? Hånden på hjertet: Jeg møder tit den opfattelse, at intet er ændret. At vi intet har lært. Og det med samfundsansvar er et helt kapitel for sig selv – et fåtal af befolkningen mener, at vi lever op til det. Det er ikke noget, vi kan slå os til tåls med, og det er et hårdt arbejde, kun sektoren selv kan afhjælpe. Men det hele hører sammen og handler basalt set om: Der skal være styr på kreditterne, styr på indtjeningen og styr på kunderne.

Det gælder ikke mindst i disse år, hvor økonomien går godt. Så får mange en tendens til at se lysere på tingene, og så bliver de gode tider selvforstærkende. Det giver risiko for, at der kommer for meget fart på. Det er en udfordring, som jeg mener, at både husholdninger, virksomheder, banker og det politiske system har. I fællesskab. Netop derfor støttede sektoren eksempelvis også en opstramning af kreditgivningen på boligmarkedet ved årsskiftet, som mange boligsøgende familier nok har opdaget.

Og i den virkelighed, jeg dagligt oplever hos de cirka 75 danske banker og realkreditinstitutter, er meget ændret i dag i forhold til for ti år siden. Regulering gennemsyrer selv simple bankforretninger for almindelige bankkunder. Og alle mine medlemmer lægger sig i selen hver dag. For særligt de små og mellemstore institutter er det store opgaver, der løftes. Derfor mener jeg også, det er ærgerligt, når holdningen er lidt som om, at ’alt er ved det samme som før’.

Ja, der er ligheder til økonomien i midt 00’ernes optimisme, men i bankerne vil jeg mene, at der vitterlig er flere forskelle end ligheder.

Siden 2012 er reglerne for den finansielle sektors gøren og laden strammet betydeligt. Hele vejen rundt. Det gælder kapital- og likviditetskrav, investorbeskyttelse, kreditvurderinger, regnskabsregler, transparens, kend-din-kunder-regler og ledelseskompetencer. De danske pengeinstitutter har i dag over 100 mia. kr. mere i kapital, end de havde i 2007. Den såkaldte kapitalprocent er næsten fordoblet fra 12 pct. i 2007 til knapt 24 pct. sidste år. Det er altså en god solid polstring.

Op til finanskrisen var der opbygget et stort indlånsunderskud i pengeinstitutterne. Vi lånte kort sagt flere penge ud, end vi havde indlån på bøgerne. Det er der i sig selv ikke nødvendigvis noget galt i, hvis der er styr på den øvrige finansiering. Men ikke desto mindre har sektoren i dag det største indlånsoverskud i nyere tid. Det er på solide 215 mia. kr. Og likviditetsoverdækningen i forhold til lovkravet er i dag ca. dobbelt så høj, som den var i 2007.

Lad mig slå det helt fast: Der har været behov for meget af den nye regulering. Og sektoren har været en konstruktiv partner. Det er måske at tage munden for fuld at sige, at vi er glade for al den regulering, der er kommet. Men for store dele er vi faktisk, og resten respekterer og forstår vi fuldt ud. Og bankerne tjener atter penge. Også dét mærker jeg ofte en vis frustration – sågar vrede - over. Den finansielle sektor er heldigvis hverken blind eller døv og forstår således godt, hvorfor den smeltedigel af mediehistorier, store milliardbeløb og måske egne oplevelser kan vokse sig til reel afstandtagen til sektoren. Jeg medgiver, at det også lyder vildt, når sektoren sidste år tjente flotte 35 mia. kroner efter skat. Men proportionerne er altså også, at indtjeningen dermed reelt ’blot’ er tilbage på niveauet før finanskrisen. Samt at det altså er en god nyhed – også for samfundet – da det er udtryk for sunde banker. Og sunde banker skaber et samfund rigere på muligheder. Men det har taget ti år at nå dertil. Da det så værst ud – i 2009 – var underskuddet i de danske pengeinstitutter på ca. 15 mia. kr. På grund af den lave låneefterspørgsel og godt fyldte kapitalbuffere ryger størstedelen af overskuddet lige nu til aktionærerne. Aktionærer, der som bekendt ikke fik udbytter i flere af kriseårene - på grund af den dårlige indtjening og håndsrækning fra statens bankpakker, som de betalte for. Nogle aktionærer tabte sågar deres investering, da flere banker gik ned. Først fra 2015 har der igen været plads til udbyttebetalinger til aktionærerne.

Nogle gange, når man følger den offentlige debat, skulle man tro, at bankerne uden blik for risici og kapitalplaner udbetalte rub og stub til aktionærer og ikke gemte noget som helst til svære tider. Men det er ikke rigtigt, for der ér bygget betydelige kapitalreserver op i bankerne, som lever op til de skærpede kapitalkrav med en betydelig margin. Og selv da bliver der faktisk fortsat lagt yderligere til side: I 2017 blev der alene lagt næsten 6,5 mia. kr. til de samlede kapitalreserver. Og så hører det også med, at de afkast, bankerne leverer til deres aktionærer, reelt ligger i den lavere ende, når vi ser bredt blandt de børsnoterede virksomheder i Danmark. De fleste andre C25-selskaber leverede således afkast et pænt stykke over de store danske bank- og realkreditselskabers i 2017.

Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke fortsat skal reflektere over sektorens ageren, se os for, kigge os over skulderen og huske sund skepsis og dyrt købte erfaringer. Men det burde betyde, at diskussioner om finanskriser, kreditgivning, bankdrift og sund indtjening foregår mere nuanceret med afsæt i den nye virkelighed og dermed, hvad der ér indført af ny regulering. Og husker hinanden på den virkelighed, som den finansielle sektor i dag agerer under. 

Jeg ved ikke, hvor den næste krise udspringer. Det ved ingen. Men jeg ved, at reguleringen af den finansielle sektor ikke har overladt meget til fantasien. Alligevel har jeg fantasi nok til at forestille mig en ny krise et sted i det finansielle system. Men målsætningen er klar: vi skal undgå en krise som i 2008, hvor skatteyderne måtte træde til. Og tro mig, ingen har større interesse i at undgå nye kriser end netop den finansielle sektor.

Ulrik Nødgaard

Administrerende direktør

Læs mere

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde