NemID nøgleappen har gjort sit indtog i mange danskeres hverdag, men juledagene kan også sagtens være en anledning til at få hentet appen, så man i god ro og mag kan downloade og aktivere.
NemId nøgleappen skal helst downloades, før man får brug for den, for ved første login på nøgleappen, skal den også aktiveres. Du aktiverer nøgleappen ved at bruge dit nøglekort og login til NemID. Efter aktiveringen er der en venteperiode på 1 time, før du kan tage nøgleappen i brug og swipe dig til adgang.
”Ventetiden på 1 time er en sikkerhedsforanstaltning, når du logger på appen for første gang, men 1 time kan virke som lang tid i en travl hverdag. Det er derfor oplagt at bruge juledagene til at downloade appen. Så kan du, når det igen bliver hverdag, nemt og hurtigt bruge dit NemID – også hvis du er på farten og ikke har dit NemID nøglekort med,” lyder det fra Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
I ventetiden på 1 time kan du fx
- Koge risengrøden. Se opskrift her.
- Se både første afsnit Theo og Den Magiske Talisman på DR1 og første afsnit af Tvillingerne og Julemanden på TV2
- Se 45 % af Die Hard – sendes på TV2 kl. 23.15 eller 44 % af Love Actually, som kan ses gratis her.
- Flette 6 julehjerter – se tutorial her.
Nøgleapp øger brugen af NemID
1.218.543 danskere har allerede downloadet og aktiveret deres nøglekort, og som den mest downloadede danske app til Iphones nogensinde, har NemID nøgleappen næsten mere fart på end julemandens slæde. Nøgleappen er ikke bare populær, den får også over halvdelen af brugerne til at øge deres brug af NemID generelt.
”Brugere der har downloadet NemID nøgleappen, bruger generelt deres NemID mere, end brugere der ikke har appen. Det kan skyldes at man ofte har smartphonen lige ved hånden, og klar til brug – hvorimod nøglekortet ofte ligger derhjemme i skuffen, ” siger digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen.
Fakta
Appen er downloadet 1.218.543 gange siden maj
Særligt de 30-60-årige har taget appen til sig
91 procent af brugerne er tilfredse med appen
79 procent af appens brugere synes, at den er nemmere at bruge end nøglekortet
53 procent af appens brugere anvender NemID oftere, efter de har hentet appen
56 procent af danskerne har hørt om appen
Danskerne logger i stigende grad ind med NemID via deres smartphone. I 2018 har næsten halvdelen af brugerne anvendt NemID til at logge ind på en service via deres smartphone. I 2016 var det kun en tredjedel, og i 2014 blot en fjerdedel
NemID har fortsat meget høj brugertilfredshed på 87 procent
Kilde: Wavemaker Danmark