Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Unikke lånemuligheder til danske boligejere

Publiceret 26-07-2017
Nyhed

Danske boligejere kan få et fastforrentet 30-årigt lån til en samlet rente på under 3 pct. I en international sammenhæng er det unikt – og billigt

Danske boligejere er glade for lån med lang rentebinding. I dag vælger næsten 6 ud af 10 boligejere et fastforrentet realkreditlån, som nu kan fås til en samlet rente inkl. bidrag på under 3 pct. Kombinationen af 30-årige fastforrentede lån til en lav pris og muligheden for at konvertere lånet til markedsvilkår er unik i en international sammenhæng. Når renten falder, kan danske boligejere indfri deres realkreditlån til kurs 100. Når renten stiger, har boligejere mulighed for at indfri deres realkreditlån endnu billigere, nemlig til markedskursen selv om den er under kurs 100. Det betyder, at når en boligejere vælger et fastforrentet lån, sikres ikke kun den løbende terminsydelse mod rentestigninger, men også at det er billigere at indfri lånet ved en rentestigning.

 ”Det kan være svært et sammenligne lånemuligheder og priser mellem lande, men der er ikke nogen tvivl om, at danske boligejere på mange punkter har gode muligheder, når det drejer sig om boligfinansiering. Det kommer Ekspertudvalget om gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet også frem til. I deres rapport fra 2016 konkluderes det, at danske boligejere har adgang til fordelagtig finansiering med sikkerhed i fast ejendom sammenlignet med andre lande. Dette omfatter både priser og øvrige vilkår, blandt andet indfrielsesmuligheden vurderes at være særlig gunstig for danske låntagere,” siger Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.  

 30-årige rentebindingstider forekommer oftere i Danmark end i andre europæiske lande som fx Holland, hvor 30-årige fastforrentede lån udbydes i mindre skala. I vores nabolande Norge og Sverige er 30-årige rentebindingstider meget sjældne. Som udgangspunkt er rentebindingen i disse lande 3 måneder.  

”Man kender ikke konverterbare realkreditlån på samme måde i andre lande. Hvis fx en svensk eller hollandsk boligejer ønsker at omlægge sit lån før rentebindingen er udløbet, skal boligejeren betale det tab, som kreditinstituttet står overfor som følge af mistede renteindtægter,” siger Peter Jayaswal. 

 

Kontakt

Stine Luise Goll

Presse- og Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde