Af: Ulrik Nødgaard, Finans Danmark og Christian Frigast, Axcel Future
Bragt i Politiken den 5. september 2017 (link)
Den finansielle sektor i Danmark har været til diskussion siden finanskrisens afslutning. Hvilken værdi skaber den for samfundet, og udgør den en systemisk risiko? Finanskrisen viste os, at samfundet er afhængigt af en velfungerende finansiel sektor, der leverer kredit til husholdninger og virksomheder uden at tage unødigt høje risici. I dag har finanssektoren udviklet sig til en vækstmotor og et eksporterhverv, og det giver derfor god mening at undersøge, hvordan man kan styrke sektorens udviklingsmuligheder til gavn for kunder og samfund.
Der vil imidlertid altid være risici forbundet med finansielle ydelser, og det er baggrunden for, at den finansielle sektor nu indgår i en tæt dialog med myndigheder og politikere om, hvordan vi bedst sikrer balancen mellem sund værdiskabelse og risiko. Det er en dialog, der aldrig slutter, og som ud over at sikre et stadig mere robust finansielt system også gerne skulle føre til, at tilliden til den finansielle sektor øges.
Den finansielle sektor består imidlertid af andet end banker. Den er et samlet økosystem med pensionskasser, realkreditinstitutter, fintechselskaber, kapitalforvaltere og meget andet. Hertil kommer de mange rådgivere, der omgiver branchen, såsom revisorer og advokater.
Den finansielle sektor i Danmark udgør i dag omkring 6 procent af den samlede økonomi og er over de sidste 20 år vokset med over 4 procent årligt mod 1,5 procent årligt for økonomien som helhed. Samlet set er antallet af beskæftigede ikke vokset, men dynamikken er alligevel betydelig, for i bankerne er antallet af kassemedarbejdere faldet drastisk de seneste år, mens beskæftigelsen er steget inden for forsikring, pension, realkredit og andre finansielle ydelser, f.eks. investeringsfonde.
Forskydningen blandt medarbejdere over de seneste årtier afspejler en udvikling mod færre filialer i det danske landskab; i dag er der i størrelsesordenen 1.000 bankfilialer i Danmark, hvilket er langt færre, end hvad vi så for en generation siden. Det hænger også sammen med, at flere banker slår sig sammen, så der i dag er godt 75 banker mod tidligere flere hundrede.
Hvad er baggrunden for denne dynamik og konsolidering?
For det første er der sket en effektivisering, der har gjort det muligt at skære ned på antallet af ansatte i bankerne og samtidig fokusere på udvikling af nye teknologier og forretningsområder. Når kassemedarbejderne bliver færre, skyldes det, at danskerne i dag selv håndterer deres bankforretninger nemt og effektivt ved hjælp af netbankløsninger, MobilePay og andre digitale løsninger. Det er en udvikling, som i høj grad er drevet af kundernes efterspørgsel – den giver fleksibilitet, der passer til en moderne families hverdag.
Det har krævet store it-investeringer, og at sektoren løbende har effektiviseret, for at de samlede omkostninger kunne holdes på et rimeligt niveau.
En bank kan i dag håndtere alt fra almindelige bankforretninger over realkredit til forsikring mv. Dermed imødekommer sektoren kunderne, der i høj grad ønsker at blive serviceret hele vejen rundt i deres bank. Den finansielle sektor har dermed bidraget til, at Danmark i dag er Europas mest digitaliserede samfund.
En anden stor forandring er, at mange jobfunktioner er blevet outsourcet til andre lande, hvilket afspejler et grundvilkår for den finansielle sektor – og for store dele af den øvrige private sektor.
Det bliver stadig mindre afgørende, hvor opgaverne løses, så en række driftsorienterede it-opgaver bliver nu løst i bl.a. Baltikum og Indien. Ikke kun på grund af lavere lønninger, men også fordi disse lande kan tilbyde særdeles skarpe it-kompetencer. I Danmark har finanssektoren udflyttet arbejdspladser for ca. 3 milliarder kroner bare i løbet af 2015.
Så længe udflytningen af arbejdspladser skyldes sund international arbejdsdeling – hvor Danmark specialiserer sig i den øvre del af værdikæden – vil det gøre os mere produktive, samtidig med at finansielle services bliver billigere for danske forbrugere og virksomheder. Det gælder dog ikke, når udflytningerne sker på grund af høj beskatning eller dårlige rammevilkår i Danmark. Så mister vi gode danske arbejdspladser, uden at produktionen reelt set bliver hverken bedre eller billigere.
Også vores realkreditsystem har udviklet sig, og vi har i dag et af verdens mest effektive markeder for boligfinansiering, som tilbyder en meget billig finansiering, i forhold til hvad man ser i andre lande. Det er realkreditten, som er med til at sikre, at familier, der ikke har millioner på bankbogen, alligevel kan realisere drømmen om et hus, og at erhvervsdrivende kan realisere gode rammer for deres virksomheder. Realkreditsystemet er med andre ord med til at understøtte den økonomiske aktivitet i Danmark ved at yde en billig finansiering til husholdninger og virksomheder.
Vi kommer dog ikke uden om, at de senere års udvikling, hvor strammere regulering og højere kapitalkrav har været ledsaget af en stigning i bidragssatserne, har ført til omfattende debat. Det afspejler bl.a., at vi i den skarpe internationale konkurrence om investorernes tillid skal overholde internationale aftaler om kapitalkrav, samtidig med at vi skal leve op til investorernes afkastkrav.
Debatten afslører desuden, at vi har en stor og vigtig opgave med løbende at kommunikere til omverdenen, hvordan ændringer i rammebetingelserne påvirker vores forretningsvilkår og dermed, hvad de i sidste ende vil betyde for samfundsøkonomien.
En anden meget væsentlig udviklingstendens er fremkomsten af et stærkt pensionssystem, der ud over ATP består af private pensionsselskaber som bl.a. PFA og AP Pension samt en række arbejdsmarkedsbaserede kasser som PKA og PensionDanmark, der er vokset markant siden 1990’erne.
I dag har danskerne en samlet pensionsformue på ca. 4.000 milliarder kroner, hvilket gør os til noget nær verdensmestre i pensionsopsparing. Formuen svarer til fire gange OECD-gennemsnittet, og de enkelte pensionskasser er de seneste år blevet langt større, i takt med at pensionsformuen er steget, og flere pensionskasser er blevet lagt sammen.
Pensionskasserne er i høj grad også blevet aktive ejere med større fokus på socialt og miljømæssigt ansvar end tidligere og er på dette område langt fremme i forhold til udenlandske investorer. Investorerne stiller altså krav til virksomhederne, hvilket sikrer, at de i højere grad bidrager til øget samfundsansvar på vigtige områder. Et godt eksempel er energiområdet, hvor efterspørgslen efter investeringer i kulbaserede teknologier er faldet til fordel for bæredygtige energikilder som eksempelvis vindmøller.
Netop fordi den store pensionssektor efterspørger kompetencer, der kan få de mange penge til at yngle til gavn for alle opsparere, er antallet af dygtige porteføljeforvaltere steget markant.
En stor del af disse porteføljeforvaltere arbejder efterhånden også for udenlandske kunder, og dermed har vi opbygget en særlig ’klynge’ på dette område, der giver genlyd internationalt. Baggrunden for væksten er bl.a., at pensionskasser er gået over til såkaldte markedsrenteprodukter, der har gjort det muligt at investere bredere.
Tidligere investerede pensionskasser mest i aktier, obligationer og ejendomme, men for at opnå et højere forventet nettoafkast i et miljø, der i øjeblikket er præget af meget lave, ja, endog negative renter, har pensionskasser i stigende grad lagt strategien om til i dag også at indeholde projekter som eksempelvis vindmøller og biomasseanlæg, kapitalfonde, ejendomme og direkte investeringer i typisk store virksomheder.
Håndteringen af disse investeringer kræver specialiserede kompetencer, som i dag findes både internt i pensionskasserne, i bankerne og navnlig også i eksterne porteføljeforvaltningsfirmaer. Med lidt held kan vi tiltrække flere eksperter på dette område fra udlandet, og netop nu er der en særlig god mulighed, fordi briterne har stemt sig ud af EU. Vi håber, at der kan findes løsninger, hvor der fremover vil være gensidig markedsadgang, men får vi et ’hard Brexit’, hvor Storbritannien forlader det indre marked, kan det få store konsekvenser.
Allerede nu ser vi, at finansielle institutioner i London forlader byen for at kunne beholde retten til at handle gnidningsfrit med lande inden for EU. De fleste vil nok rejse til Frankfurt, Dublin og Luxembourg, men på det seneste har København også markeret sig stærkt, hvad angår infrastruktur, innovation og livskvalitet, og det skal vi udnytte til at tiltrække både kapital og yderligere kompetencer til byen.
Dermed kan vi få endnu dygtigere forvaltere af danskernes pensionsformuer, tiltrække udenlandsk kapital og ikke mindst skabe nye arbejdspladser. Det er med andre ord ikke kun en mulighed for den finansielle sektor, men for hele samfundet.
Spørgsmålet er så, hvordan vi fastholder en stærk pensionssektor. Der skal i virkeligheden ikke så meget til, ud over at det bør være attraktivt for alle indkomst- og aldersgrupper selv at spare op til sin pension. Her udestår en opgave for politikerne, hvis ønsket er at undgå, at det offentlige fremover skal påtage sig flere pensionsforpligtelser.
Finanssektoren rummer kun 3 procent af beskæftigelsen, men som nævnt 6 procent af den samlede økonomi, hvilket afspejler, at erhvervet har den højeste bruttoværditilvækst per medarbejder blandt samtlige brancher i Danmark.Det skyldes bl.a., at den finansielle sektor som nævnt er nået langt i sin omstilling til en videntung branche, hvor mange funktioner er dybt specialiserede, og uddannelsesniveauet højere end i de fleste andre sektorer.
Omdrejningspunktet for sektorens udvikling er digitalisering, der har gjort det muligt at udvikle nye servicetilbud til kunderne og samtidig reducere antallet af medarbejdere med de mere traditionelle bankuddannelser. Derimod kræver opgaver som udvikling af systemer og digitale løsninger samt formueforvaltning typisk en højere uddannelse, hvilket forklarer, hvorfor andelen med en universitetsuddannelse er steget fra 15 procent i 1987 til knap 45 procent i dag. Samtidig ligger niveauet for efter- og videreuddannelse også højt.
For at gøre det mere jordnært vil vi gerne give nogle konkrete eksempler på digitalisering og effektiviseringer i den finansielle sektor.
Tag dankortet, som siden midten af 80’erne har udviklet sig drastisk, og som sammen med MobilePay har ført til, at vi nærmer os det kontantløse samfund. Dankortet har givet en samfundsmæssig gevinst på 5 milliarder kroner alene i 2016.
Den tilfalder først og fremmest de erhvervsdrivende, som sparer tid. Hertil kommer, at forbrugerne ikke skal bruge tid på at hæve og indsætte kontanter i banken. Og det, at 90 procent af befolkningen benytter netbankløsninger, gør, at både kunder og banker har opnået betydelige besparelser.
Stigende konkurrence og effektiviseringer har også ført til billigere lån. Bankernes pris på at udbyde lån består groft sagt af forskellen på indlånsrenten og udlånsrenten – også kaldet rentemarginalen – samt gebyrer. Rentemarginalen er faldet betydeligt over de seneste 20 år, og senest har de negative renter gjort det svært for banker at tjene penge på indlån, navnlig fordi bankerne har friholdt almindelige bankkunder for negative renter.
For store virksomheder er omkostningerne ved at låne penge også faldet betydeligt de senere år. Det gælder også egenkapitalfinansiering på aktiemarkedet, men der er udfordringer for små virksomheder med at opnå den rigtige pris for deres aktier. Kan man ikke fremskaffe kapital på det noterede marked, er der venture- og kapitalfonde, men det er forbeholdt de få.
Store institutionelle investorer, som vi har mange af i Danmark, er i mindre omfang interesserede i at investere i de mindre aktier. Det er én blandt flere årsager til, at det har været vanskeligt for mindre virksomheder i Danmark at fremskaffe risikovillig kapital. Når mindre danske virksomheder børsnoteres i Sverige, er det et eksempel på, at det danske finansielle system savner de fornødne rammevilkår.
Problemet for de mindre virksomheder blev forstærket efter finanskrisen, fordi mindre virksomheder ofte har brug for at rejse ny kapital i krisetider.
Det førte til spørgsmålet, hvorvidt der var en kreditklemme, fordi mange mindre virksomheder oplevede, at det var svært at låne penge i banken under og efter krisen. Der var dog snarere en egenkapitalklemme, fordi det har vist sig, at mange virksomheder reelt ikke var kreditværdige til traditionel bank- eller realkreditfinansiering, fordi de ikke var solide nok.
Vi er derfor meget glade for, at regeringen i sit aktuelle vækstudspil har lagt vægt på at styrke iværksætter- og aktiekulturen, hvor fokus ikke mindst har været på netop at øge adgangen til risikovillig kapital for de små og mellemstore virksomheder.Initiativer som aktiesparekonto, lavere skat på aktieindkomst og investorfradrag vil gøre det mere attraktivt at investere i virksomhederne, så gode projekter og ideer kan omsættes til vækst og arbejdspladser.
Så til spørgsmålet, hvorvidt danske banker udgør en systemisk risiko, som vi så under finanskrisen.
Den finansielle krise begyndte i USA og ramte det meste af verden; herhjemme blev de negative konsekvenser forstærket af en økonomisk overophedning, som blandt andet viste sig i en boble på boligmarkedet. Den giftige cocktail førte til en dyb krise, som ramte hårdt i den finansielle sektor, hvor bankinvestorer i 2008 og 2009 oplevede negativ forrentning på deres aktier, ligesom mange andre oplevede store tab.
Læren af finanskrisen var, at bankerne måtte nedbringe deres balancer, men heldigvis kunne realkreditten holde hånden under udlånet i de svære år.
I dag viser Nationalbankens stresstests, at bankerne vil kunne gå igennem en meget hård recession, og at huspriserne vil kunne tåle at falde med op til 30 procent, før realkreditsystemet begynder at udvise svaghedstegn. Bankerne og realkreditinstitutterne har over en bred kam styrket deres soliditet i overensstemmelse med de strammere kapitalkrav, som er indført bredt i OECD-området.
Desuden er der fra myndighedernes side gjort meget for at modgå systemiske risici, blandt andet med indførelsen af et systemisk risikoråd. Den finansielle sektor er under ét gået konstruktivt ind i arbejdet med at skabe solide banker og realkreditinstitutter med mere kapital og robuste forretningsmodeller.
Ingen – heller ikke i finanssektoren – har nogen som helst interesse i, at vi skal gennem nye voldsomme udsving i økonomien med bobler på boligmarkedet, og da slet ikke en ny finanskrise som den, vi nu heldigvis har lagt bag os. Til gengæld har alle en interesse i, at finanssektoren fortsat kan levere konkurrencedygtige ydelser til danskerne, så de kan spare op til en tryg alderdom, købe boliger og investere i fremtidens virksomheder så billigt og sikkert som muligt.
Vores største ønske er, at man i højere grad betragter finanssektoren som en dansk styrkeposition, der bidrager til vækst og eksport.
Vi deltager derfor gerne i debatten om, hvordan vi gør det bedst muligt, og hvordan den finansielle sektor igen kommer i øjenhøjde med danskerne.