- Især i Sydjylland har man klaret sig godt igennem finanskrisen. Her er sommerhuspriserne godt 15 pct. lavere end før krisen. I den anden ende af skalaen ligger Bornholm. Da Bornholm var ramt hårdest, var priserne næsten halveret, og priserne ligger i dag stadig 37 pct. lavere, end da de toppede. Også Nordsjælland er med 28 pct. langt fra toppen, siger Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
- Det har betydet, at man i Sydjylland er gået fra at have de femtehøjeste sommerhuspriser før krisen til i dag at have de næsthøjeste priser efter Nordsjælland.
Ser vi på sommerhuspriserne på tværs af landet, er der stadigvæk stor forskel. Et gennemsnitligt sommerhus på 85 kvadratmeter koster fx godt 400.000 kr. mere i Nordsjælland end i Vest- og Sydsjælland. Tilsvarende koster et lignende sommerhus kun godt 30.000 mere i Nordsjælland end i Sydjylland.
-Udlejning er en måde at finansiere dele af omkostningerne ved sommerhuset. Udlejningsmuligheder spiller derfor en rolle for de geografiske prisforskelle. Det er positivt for sommerhusmarkedet i de områder, turisterne søger mod. Prisudviklingen i Sydjylland kan derfor hænge sammen med høj udlejningsaktivitet. Det bidrager til en stabil interesse for sommerhuse, selv efter finanskrisen. Det er især de tyske turister, der gerne vil leje sommerhuse i Sydjylland, siger Peter Jayaswal.
Figur 1: Danske sommerhuspriser det seneste år i forhold til toppen inden finanskrisen
Kilde: Finans Danmark
Figur 2: Danske sommerhuspriser før og efter finanskrisen
Kilde: Finans Danmark
Anm: ”Pris før krise” er den gennemsnitlige pris for det år med de højeste priser før krisen. ”Pris nu” er et gennemsnit af priserne i 2016.