Det seneste år er udbudstiderne for huse forkortet med otte dage, udbudspriserne er steget med 3,5 pct., og der står 6,1 pct. færre huse til salg.
”Opsvinget på husmarkedet har bidt sig fast i det meste af landet, og det betyder gode tider for sælgerne. De kan nemlig sætte udbudspriserne højere, og udbudstiderne er kortere. Derudover er antallet af huse til salg markant lavere end for et år siden. Udbuddet er imidlertid faldet fra et højt niveau, så der er fortsat mange huse til salg,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Aktuelt står der 36.971 huse til salg i Danmark. Da udbuddet var højest i 2011, var der mere end 47.000 huse til salg.
”Pilen har i grove træk peget nedad for boligudbuddet over de seneste seks år. Udbudspriserne er derimod først begyndt at stige for tre og et halvt år siden, og udbudstiderne er først for alvor begyndt at bevæge sig mod et lavere niveau for omkring to år siden. Udbudstiderne er ligesom antallet af boliger til salg faldet fra et højt niveau og er fortsat to og en halv gang højere end det laveste niveau i 2006,” siger Ane Arnth Jensen.
Et gennemsnitligt hus har stået til salg i ni måneder. Det er tre og en halv uge kortere end for to år siden.
Figur 1: Ændring i udbudsstatistik, udbudspriser og huse til salg det seneste år
Kilde: Finans Danmark