”Vi forstår godt overvejelserne bag og vil gerne i dialog med regering og Folketing om en eventuel implementering af denne buffer på en forudsigelig måde, der afspejler de aktuelle forhold og initiativer, som er taget. Jeg tænker især på den beskedne udlånsvækst samt de stramninger, der er sat i værk når det gælder boliglån. Dertil kommer generelt øgede kapitalkrav, der jo som bekendt også er på vej,” siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark.
Den samlede udlånsvækst i Danmark er fortsat ret begrænset. Samtidig er der nu udsigt til stigende kapitalkrav fra Basel og de såkaldte NEP-krav, der skal sikre, at enhver bank, der går ned har penge nok på kistebunden, er også just vedtaget.
Endelig er der allerede taget en række målrettede initiativer i forhold til boligmarkedet. Der er bl.a. indført krav om mere forsigtig kreditpolitik i vækstområder og mindst fem pct. kontant udbetaling. For nylig er der kommet nye god skik retningslinjer for boligkredit, som træder i kraft 1. januar, og som skal sikre sårbare låntagere mod høj og risikabel gældsætning.
”Så det er vigtigt, vi ud over forudsigelighed også ser på bufferen i sammenhæng med anden regulering,” siger Ulrik Nødgaard.
Årlig stigning i udlån 2001 1. kvartal – 2017 2. kvartal
Anm.: Figuren viser stigningen i udlånet i et kvartal sammenlignet med samme kvartal året før. Tal for 3.kvartal 2017 offentliggøres fredag 22. december.
Kilde: Danmarks Nationalbank, Danmarks Statistik, Det Systemiske Risikoråd og Finans Danmarks beregninger.
Note: Afgrænsningen af udlån følger Risikorådets brede definition og består af lån til indenlandske husholdninger og ikke-finansielle selskaber fra både ind- og udland samt udstedte værdipapirer (ekskl. aktier), jf. de kvartalsvise finansielle konti (før 4. kvartal 2012 er anvendt Risikorådets historiske tidsserie).