Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Boligejerne i hele landet drager nytte af rekordlav rente

Publiceret 26-10-2017
Nyhed

Danske boligejere kan netop nu optage realkreditlån til den laveste effektive rente siden rentestatistikkens begyndelse i 2003. Det viser nye tal fra Nationalbanken. Uanset hvor man bor i landet, kan man som boligejer tage del i den fordelagtige udvikling.

Både de lange og de korte renter er faldet kraftigt de seneste mange år, og netop nu rammer renterne et rekordlavt niveau. I slutningen af 2008 nåede den korte effektive rente toppen med 6,2 pct., hvor den siden er faldet til 0,8 pct. Samtidigt er den lange effektive rente faldet med tæt på 5 pct. point, og ligger aktuelt på cirka 2,8 pct.

”Renteudviklingen kommer de danske boligejere direkte til gode, for uanset hvor man bor, får man som bolig-ejer adgang til realkreditmarkedet på lige vilkår” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:

”Realkreditudlån finansieres udelukkende ved obligationsudstedelse, og priserne på realkreditlån følger derfor markedsrenten tæt. Med andre ord er realkreditmarkedet herhjemme kendetegnet ved en høj grad af gennemsigtighed og lighed,” siger Ane Arnth Jensen.

Flere end syv ud af 10 danske boligejere har i dag en rente på deres realkreditudlån på 2,5 pct. eller lavere. En rundspørge fra Epinion og Finans Danmark viser, at det billede er repræsentativt i alle dele af Danmark.

”Når vi spørger et udpluk af danske boligejere, viser svarene at denne tendens er bredt funderet i hele landet. Det glæder mig, at boligejere på tværs af Danmark udnytter det lave renteniveau. Det er netop en af styrkerne ved det danske realkreditsystem,” siger Ane Arnth Jensen.

 

Kontakt

Stine Luise Goll

Presse- og Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde