Tal fra Finans Danmark og Rigspolitiet viser, at der i 2016 var i alt syv sprængningsforsøg og 11 gennemførte sprængninger mod pengeautomater. Til sammenligning var der i 2015 fem sprængningsforsøg og 12 tilfælde, hvor sprængningen blev gennemført*.
”Vi ser lidt flere sprængningsforsøg i 2016, til gengæld er der en sprængning mindre, der er lykkedes. Men det er kun anden gang, vi offentliggør statistikken, og derfor er det for tidligt at sige noget præcist om udviklingen, fx om vi står over for et stigende eller faldende problem”, siger Rasmus Engbæk Larsen, sikringsansvarlig i Finans Danmark.
At skabe maksimal sikkerhed omkring pengeautomater i Danmark er en højt prioriteret opgave for bankerne, som følger udviklingen i tæt samarbejde med Rigspolitiet.
”De kriminelle bliver hele tiden dygtigere og mere opfindsomme, og derfor skal vi konstant være på omgangshøjde med situationen. Men ligesom med bankrøverier er det en utopi at tro, at man helt kan komme problemet til livs, så længe der cirkulerer kontanter i samfundet”, siger Rasmus Engbæk Larsen.
Bankrøverier
Efter seks års fald i antallet af bankrøverier, fra 135 i 2010 til 14 i 2015, ser antallet ud til at have stabiliseret sig i 2016, hvor der var 16 bankrøverier. Det viser Finans Danmarks opgørelse over bankrøverier.
”Bag den fortsat positive udvikling ligger ikke mindst en målrettet indsats hos bankerne for at gøre deres filialer mere sikre og trygge, for både medarbejdere og kunder”, siger Rasmus Engbæk Larsen, sikringsansvarlig i Finans Danmark, og fortsætter:
”Men selv om 16 bankrøverier er forholdsvis få historisk set, så er det stadig 16 for mange. Og vi ved fra de tidligere opgørelser, at antallet hurtigt kan ændre sig, bl.a. fordi bankrøverne bliver stadig mere kreative. Så længe der er kontanter tilgængelige, så vil det friste svage sjæle, så det er ikke en kamp, der er vundet endnu. Vi må derfor fortsætte indsatsen for yderligere at mindske risikoen for, at medarbejdere og kunder bliver udsat for den traumatiske oplevelse, et bankrøveri er.”
* Tallene er baseret på sektorens egne opgørelser og tal fra Rigspolitiet