Vi takker for muligheden for at komme med bemærkninger til høringen af bekendtgørelserne om hhv. god skik for boligkredit og god skik for finansielle virksomheder. Vores bemærkninger til de kommende bekendtgørelser fremgår nedenfor.
Kapitel 1 Anvendelsesområdet
Det fremgår, at bekendtgørelsen gælder for private kundeforhold og for erhvervsmæssige kundeforhold, hvis disse ikke adskiller sig fra væsentligt fra et privat kundeforhold. Tilsvarende gælder i dag i god skik for finansielle virksomheder. Vi mener, at der er behov for en mere klar definition af private kundeforhold.
Betegnelserne forbrugere og kunder anvendes ikke konsistent. For at understrege at der er tale om private kundeforhold foreslår vi, at der gennem hele bekendtgørelsen anvendes betegnelsen forbrugere . Det vil også være direktivkonformt.
Derudover er der behov for en bredere definition af, hvilke aftaler der er omfattet af bekendtgørelsen. I udkastet er der i § 1, nr. 1 lagt op til, at det er boligkreditaftaler, der er omfattet. Vi vil foreslå, at det bliver lån med sikkerhed i fast ejendom , der bliver kriteriet for anvendelsesområdet.
Kapitel 2 Definitioner
§ 3, nr. 3 og 4 Boligkreditformidler og rådgivningstjeneste
Det fremgår af definitionen i bekendtgørelsen, at rådgivningstjenester også er de aktiviteter, der udføres af en boligkreditformidler. Men af direktivet fremgår det, at det netop er en separat aktivitet, der adskiller sig fra de aktiviteter, som boligkreditformidleren foretager.
Rådgivning og rådgivningstjenester er efter direktivet ikke en del af beskrivelsen af formidlerens opgave, men er en separat aktivitet adskilt fra boligkreditformidlerens aktivitet
Definitionen i art. 4, nr. 5 ser således ud:
»kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller kreditformidler, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:
a) præsenterer eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere
b) bistår forbrugere med at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse i forbindelse med kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a), eller
c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers vegne
Definitionen af rådgivningstjenester i art. 4, nr. 21 er defineret på denne måde:
»rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)
Vi er enige i, at der skal påhvile en boligkreditformidler en forpligtelse til at yde rådgivningen. Finansielle virksomheder har naturligvis, hvad enten det er som kreditgiver eller som boligkreditformidler, en forpligtelse til at yde rådgivning. Rådgivningstjenester er derimod et selvstændigt produkt/forretningsområde, som udbydes som sådan.
Vi foreslår derfor, at formuleringen af definitionen af rådgivningstjenester fra direktivet anvendes.
I § 3, nr. 2 og 3 anvendes hhv. begreberne en ”anbefaling” og en ”personlig anbefaling” i definitionen af ”rådgivning” og ”rådgivningstjeneste”. Hvis der er tiltænkt en forskel mellem de to typer anbefalinger, anbefaler vi, at dette præciseres. Ellers bør der anvendes samme formulering i begge nummereringer.
Tilsvarende anvendes der i § 3, nr. 2 betegnelsen "dispositioner" og i § 3, nr. 3 "transaktioner". Medmindre der er en egentlig forskel i disse begreber foreslår vi, at der anvendes samme betegnelse.
For at lette læsbarheden af § 3, nr. 3 foreslår vi, at definitionen slutter med som ydes af en boligkreditformidler . Teksten jf. nr. 4, bortset fra rådgivning og rådgivningstjenester skal derfor udgå.
§ 3, nr. 10
Det bør tilføjes i § 3, nr. 10 a, at det er en vurdering af, om indtægter eller aktiver primært er i udenlandsk valuta. Derudover bør definitionen afspejle direktivet, så formuleringen skal være: ”som kunden primært modtager sine indtægter i eller primært har aktiver i og hvoraf kreditten skal tilbagebetales.”
Derudover bør det tilføjes at vurderingen foretages på tilbudstidspunktet, da lånets valuta, hvad enten det er i udenlandsk eller national valuta, ikke efterfølgende vil ændre status.
Kan lånet bevare sin status som ydet national valuta, hvis det foretages en konvertering uden tillægsbelåning? Det er relevant, hvis der er institutter, der ikke yder lån i udenlandsk valuta. I de situationer kan en ændring af lånet status give en indlåsningseffekt af teknisk insolvente låntagere, i det disse ikke vil kunne konvertere deres lån.
Vi foreslår en udbygning af, hvilke lande Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
Kapitel 3 Generelle bestemmelser
§ 7, stk. 1
Der anvendes i denne bestemmelse begrebet individuel rådgivning. Er der tale om rådgivning eller er der ment noget andet med dette begreb? Hvis det er det samme, foreslår vi, at individuel udgår.
§ 7, stk. 3
Af vejledningen til den nuværende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder fremgår det, at kriterierne for, hvornår der kan ske ændringer af bidragssats, kan fremgå af de almindelige forretningsbetingelser.
Vi foreslår, at følgende tekst fra den nuværende vejledning sættes ind i forlængelse af den foreslåede tekst i § 7, stk. 3: Disse kriterier skal således tydeligt fremgå af aftalevilkårene, f.eks. de almindelige forretningsbetingelser, som kan være tilgængelig på instituttets hjemmeside. En kunde bør efter anmodning kunne få tilsendt de almindelige forretningsbetingelser.
§ 7, stk. 4
Ændring af gebyrer kan ikke finde sted uden varsel på minimum 3 måneder. Vi vil gerne have tilføjet, at dette krav kun gælder for løbende gebyrer i aftaleforholdet. For diverse servicegebyrer bør kravet om varsel og individuel kommunikation ikke gælde.
Kapitel 4 Om rådgivningsaftaler og oplysningsforpligtelser
Det er uklart, hvad der menes med begrebet rådgivningsaftaler i overskriften, og hvad det begreb dækker over.
§ 8, stk. 1 og § 11, stk. 4
Her er krav om, at hhv. boligkreditformidleren og den finansielle virksomhed inden udøvelse af aktiviteter omfattet af bekendtgørelsen skal give kunden en række oplysninger på papir eller andet varigt medium . Dette er upraktisk i de tilfælde, hvor rådgivningen sker telefonisk. Der er behov for en mulighed for, at oplysningerne sendes til kunden i umiddelbar forlængelse af rådgivningen.
§ 8, stk. 3
Det fremgår, at boligkreditformidleren skal oplyse kunden om, at provisionen enten helt eller delvis modregnes i gebyret . Der må skulle stå, at boligkreditformidleren skal oplyse kunden om, hvorvidt provisionen enten helt eller delvis modregnes i gebyret , hvilket også svarer til indholdet i den engelske direktivtekst.
Ellers vil det være et krav at provisionen modregnes i gebyret, hvilket er en skærpelse i forhold til direktivet.
§ 8, stk. 4
Det fremgår her, at oplysningen om det gebyr, der skal betales, skal oplyses til kreditgiver, så gebyret kan indgå i beregningen af ÅOP. Det bør fremgå, at boligkreditformidleren skal oplyse en beregning af ÅOP, hvis dennes omkostninger ikke indgår i beregningen fra boligkreditgiver. Boligkreditgiveren kan kun påtage sig at indregne omkostninger til boligkreditformidleren i beregningen af ÅOP, når der er en formaliseret samarbejdsaftale om formidling.
Dette fremgår bl.a. af vejledningen til afsnit 2 om kreditformidlere i ESIS.
Kapitel 9 Generelle oplysningskrav
§ 9, stk. 2, nr. 6
Det bør af bestemmelsen fremgå, hvordan oplysningsforpligtelsen skal opfyldes, når lånet er i DKK, men er et valutalån i forhold til specifikke kunder, da et lån i DKK kan betragtes som et lån i udenlandsk valuta.
§ 9, stk. 2, nr. 8
Blandt de faktuelle oplysninger, som kreditgiver skal give f.eks. på hjemmesiden er en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af en boligkreditaftale . Det er uklart, om der hermed skal oplyses om lånet kan tilbagebetales med eller uden afdragsfrihed. Hvis det er tilfældet, vil det være vanskeligt for institutterne at oplyse flere muligheder, hvis lånetypen ikke giver mulighed for afdragsfrihed. Hvis det er hvorvidt, lånet er med 12 eller 4 terminer, vil det ligeledes være vanskeligt at oplyse andre muligheder.
Vi hører naturligvis gerne, hvis der var tænkt på noget andet.
Både §§ 9 og 10 skal ses i sammenhæng med markedsføringslovens § 14a. MFL § 14a ser ud til at indeholde bestemmelserne i § 10.
I forhold til markedsføring på f.eks. hjemmesiderne omtaler både §§ 9 og 10 i god skik-bekendtgørelsen og § 14a i markedsføringsloven, at visse af oplysningerne skal gives i et ”repræsentativt eksempel”. Af Forbrugerombudsmandens udkast til vejledning til § 14a fremgår det, at en låneberegner kan være et repræsentativt eksempel. Iflg. § 10 i god skik-bekendtgørelsen skal standardoplysningerne gives med udgangspunkt i et lån på 1 mio. kr., jf. bilag 3 til bekendtgørelsen. Der er behov for en afklaring af sammenhængen med markedsføringslovens § 14a, herunder om oplysningerne i henhold til begge regelsæt kan gives med én enkelt låneberegner med tilhørende tekstafsnit. Derved vil oplysningerne kunne gives én gang, men opfylde alle bestemmelserne. Det vil være meget uhensigtsmæssigt, hvis der skal oprettes parallelle opgørelser for bestemmelserne fra hhv. markedsføringsloven og god skik-bekendtgørelsen.
Derfor er der også behov for en afklaring af, om forbrugeren for at finde oplysningerne må skulle scrolle eller klikke sig frem til de fulde oplysninger i links eller faneblade, i det omfang oplysningerne ikke kan samles i ét skærmbillede. Her spiller den teknologiske udvikling en stor rolle, idet forbrugerne i større og større omfang bruger både pc, tablet og smartphones for at indhente finansielle oplysninger. Mængden af oplysninger pr. skærmbillede afhænger bl.a. af skærmstørrelsen af forbrugerens device. Forhold som instituttet ikke har indflydelse på.
§ 9, stk. 2, nr. 11
Der er behov for en uddybning af, hvad der menes med, vilkår der direkte vedrører førtidig indfrielse af en boligkreditaftale.
Kapitel 6 Markedsføring
§ 10
Der mangler en bestemmelse i § 10 svarende til boligkreditdirektivets artikel 11, stk. 4, hvorefter det skal fremgå, hvis omkostninger til fx en brandforsikring ikke kan beregnes på forhånd. Reglen svarer til markedsføringslovens § 14a, stk. 3.
Vi mener, at der er behov for en afstemning af begreberne i § 10 i god skik-bekendtgørelsen og markedsføringslovens § 14a, herunder om afdragene og raterne dækker over det samme. Med de foreslåede ændringer til § 10, stk. 2 vil der være behov for en ændring, så raterne svarer til ydelserne .
§ 10, stk. 2
I nr. 7 står der: Hvor det er relevant afdragenes størrelse. Her bør stå: Hvor det er relevant ydelsernes størrelse .
Tilsvarende i nr. 8, hvor der står: Hvor det er relevant det samlede beløb, og antallet af afdrag , som skal betales. Her bør stå: Hvor det er relevant det samlede beløb og antallet af ydelser , som skal betales .
Ifølge Forbrugerombudsmandens fortolkning af markedsføringslovens § 14a må standardoplysningerne i henhold til markedsføringslovens § 14a, stk. 2 kun blandes sammen med andre oplysninger, hvis formålet er at undgå vildledning eller for at overholde kravene i markedsføringslovens § 14a, stk. 3. Andre oplysninger skal således holdes udenfor det repræsentative eksempel med standardoplysninger.
§ 10, stk. 2 stiller krav om oplysning af flere standardoplysninger end markedsføringslovens § 14a, stk. 2., idet der yderligere skal oplyses om det pant eller anden sikkerhed, som ligger til grund for pantet (pkt. 2), antallet af afdrag (pkt. 8), advarsel om udsving i valutakursen (pkt. 9).
Der er derfor behov for en afstemning af omfanget af standardoplysning i henhold til markedsføringslovens § 14a og § 10 i god skik bekendtgørelsen.
Kapitel 7 Rådgivning og rådgivningstjenester
§ 11, stk. 3
Der er i § 11, stk. 3 en henvisningen til stk. 5 . Vi har vanskeligt ved at se relevansen heraf og foreslår, at henvisningen udgår.
§ 11, stk. 4. nr. 1
Vi vil foreslå, at det præciseres, at kunden får at vide, om rådgivningen gives på baggrund af virksomhedens egne produkter eller produkter i markedet. Desuden er udtrykket en lang række unødvendig. Det bør i stedet være en række .
Formuleringen kunne f.eks. se således ud: oplysning om, hvorvidt anbefalingen til kunden udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af virksomhedens eget produktudvalg eller på grundlag af en række produkter på markedet .
§ 11, stk. 7
Det fremgår af bestemmelsen, at man ved rådgivningen skal tage et tilstrækkeligt stort antal boligkreditaftaler i virksomhedens produktudvalg i betragtning ved anbefalingen af den eller de bedst egnede kreditaftaler til kunden.
Vi antager, at to produkter som udgangspunkt kan anses for at være et tilstrækkeligt antal. Bl.a. indeholder rådgivningsskemaet en rubrik til et enkelt alternativ til det, der i øvrigt beskrives i skemaet. Vi foreslår, at det præciseres, at to produkter som oftest anses for at være et tilstrækkeligt antal. Det er desuden uklart, hvad der menes med formuleringen tage i betragtning . Er der tale om overvejelser rådgiveren skal gøre sig i forberedelsen eller produkter, som kunden skal høre om i rådgivningen?
§ 12
Under de nuværende regler skal institutterne i forbindelse med rådgivningsskemaet få kunden til at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit formål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed.
I udkastet til den kommende bekendtgørelse lægges der op til, at institutterne skal indhente de nødvendige oplysninger om kundens personlige og finansielle situation samt kundens præferencer og målsætninger . Da der ikke er lagt op til en ændring af rådgivningsskemaet antager vi, at det fortsat er de samme spørgsmål, der skal stilles fremover. Vi har behov for at den forståelse præciseres i bekendtgørelsen.
Kapitel 8 Kreditvurdering
§ 19, stk. 1
Instituttet skal efter bestemmelsen inddrage alle faktorer, for at kunden opfylder sine forpligtelser . Af direktivteksten fremgår det, at institutterne skal tage behørigt hensyn til de faktorer, der er relevante for at anslå udsigten til , at forbrugere opfylder sine forpligtelser . Vi foreslår, at formuleringen i direktivteksten anvendes.
§ 19, stk. 3
Der lægges op til, at en boligkreditaftale ikke kan opsiges, fordi kunden har fremlagt ufuldstændige oplysninger. Bestemmelsen harmonerer ikke med § 24 i værdiansættelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer), der lyder således:
§ 24. Det påhviler instituttet ved lånetilbud at gøre lånsøger opmærksom på, at urigtige angivelser i skemaer, låneansøgninger m.v., som har indflydelse på værdiansættelsen, betragtes som en svigtende forudsætning, der kan medføre, at lånet opsiges til hel eller delvis indfrielse. Der skal endvidere tages forbehold herom i pantebrevet.
Kravet i § 19, stk. 3 om at der skal være tale om et svigagtigt forhold er desuden en skærpelse af direktivteksten, der blot peger på, at det skal kunne påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.
Der er behov for en tilpasning af bestemmelsen.
§ 21, stk. 3
Der er behov for en præcisering af, at realkreditinstitutterne ikke er omfattet af kravet om at sikre, at forbrugeren erlægger en passende udbetaling af købesummen.
§ 22
Der er behov for en præcisering i bekendtgørelsen af, hvad en anden ordning kan gå ud på, hvis instituttet ikke tilbyder en konverteringsret. Det kan f.eks. være en advarsel til forbrugeren om valutakursrisikoen.
§ 22, stk. 3
Der skal formentlig stå enten restgæld eller de periodiske betalinger varierer med mere end 20 % .
Bilag 2
Dokumentationen for rådgivning i forbindelse med en boligkreditaftale skal underskrives af boligkreditformidleren eller boligkreditgiveren. Det er også et krav i dag. Det er dog af tekniske årsager vanskeligt for institutterne at underskrive bilaget særligt i de tilfælde, hvor der sker en digital signering. Behovet herfor må også være begrænset, da instituttet er afsender af dokumentet til forbrugeren. Vi foreslår derfor, at kravet udgår.
Bemærkninger til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder
Afgrænsningen til bekendtgørelse om god skik for boligkredit er væsentlig. Derfor foreslår vi, at det i § 1, stk. 6 præciseres, at bekendtgørelsen ikke finder anvendelse på lån med sikkerhed i fast ejendom som defineret i § 3, nr. 1, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit.
Endvidere fremgår det ikke, at den nuværende bekendtgørelse ophæves.
Vi ser frem til en tilpasning af begge bekendtgørelser på baggrund heraf og vi uddyber naturligvis gerne vores bemærkninger.