I kølvandet på den finansielle krise har politikere, finanstilsyn og nationalbanker været på udkig efter finansielle systemer, der klarede sig godt igennem krisen. Det danske realkreditsystem er et af de systemer. Det er gennemsigtigt og stabilt og har bidraget til finansiel stabilitet i Danmark i over 200 år. Systemet har eksisteret siden 1795, og ikke én eneste gang er et realkreditinstitut gået konkurs.
Danske realkreditinstitutter skiller sig i international sammenhæng ud ved, at de udelukkende finansierer deres udlån med obligationer. De bruger ikke indlån eller låner på de internationale kapitalmarkeder til at finansiere deres udlån. Derudover fastsættes renterne på realkreditlån via udbud og efterspørgsel på obligationsmarkederne, og låntagers rentebetaling gives direkte videre til investor i en-til-en-sammenhæng. Da renten er markedsbestemt, er det afgørende, at de obligationer, som finansierer lånet, let kan købes og sælges. Selv da finanskrisen var på sit højeste, blev der aktivt købt og solgt danske obligationer på de finansielle markeder. (For mere information om hvordan de danske realkreditinstitutter klarede sig under krisen: se Det danske realkreditsystem .)
Renten på danske realkreditlån fastsættes uafhængigt af låntagers indkomst og formue. Med andre ord betaler en familie med høj indkomst nøjagtig den samme rente på et realkreditlån, som familier med lavere indkomst. Sådan er det ikke i andre lande. Det skyldes, at rentesatserne bestemmes af udbud og efterspørgsel på obligationsmarkederne – og ikke ud fra kreditvurderinger og personlig opsparing.
Den lige adgang til boligmarkedet gør, at 49 pct. af alle familier i Danmark bor i en ejerbolig med et realkreditlån (i Spanien er det ifølge Eurostat 32 pct.). De lave renter bidrager også til, at de unge lettere kan flytte hjemmefra. I Danmark bor under 20 pct. af den voksne befolkning mellem 18 til 34 år hos sine forældre, hvorimod det i Spanien er over halvdelen, der bor hjemme.
Danske realkreditinstitutter udsteder desuden mange lån til danske virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), hvor renten også bestemmes ud fra udbud og efterspørgsel på obligationsmarkeder. Realkreditinstitutterne opkræver en bidragssats oven i renten i omegnen af 0,5-1,1 pct.
Både boligejere og virksomheder betaler lave renter i en international sammenhæng. Den gennemsnitlige rente ligger på henholdsvis 2,4 pct. for boligejere og 2,1 pct. for virksomheder inkl. bidrag, og på mange af lånene er renten fast i hele lånets løbetid. I dag har 41 pct. af alle realkreditlån til boligejerne en fast rente i hele lånets løbetid.
Da de danske realkreditinstitutter, i modsætning til mange andre lande, holder alt udlån på balancen, har de et stærkt incitament til at lave grundige kreditvurderinger, fordi de selv hænger på tabene, hvis boligejerne ikke kan betale. Derfor er restancer og tvangsauktioner meget lave i Danmark. Derudover skal boligejere, når der ydes et lån, være i stand til at betale ydelser på et fastforrentet lån med afdrag Så uanset om folk vælger et fastforrentet eller et variabelt lån, vil de som udgangspunkt have plads i økonomien til at klare rentestigninger. Der er med andre ord indbygget en økonomisk stødpude i kreditvurderingerne.
I sidste ende bidrager det til, at det danske realkreditsystem virker som en stødpude for dansk økonomi i krisetider med et markant bidrag til den finansielle stabilitet. (Nationalbanken beskriver dette nærmere i “ Financial structure and the real effects of credit-supply shocks in Denmark 1922-2011 ”, Danmarks Nationalbank, Working papers 2012.)