Nedenstående kronik er bragt i Politiken den 18. august 2016.
Af Ulrik Nødgaard, direktør i Finansrådet.
Hvis du har fulgt med i nyhederne over de seneste måneder, sidder du måske med en følelse af, at en konto i et skattely er en metervare i bankerne på linje med dankort og netbank. Sådan er det ikke.
Faktisk er bankerne én af de vigtigste medspillere, når det handler om, at alle danskere får betalt den rigtige skat. Hvidvaskning og anden svindel eksisterer ikke i kraft af bankerne, men på trods af bankerne.
Bankerne er uden sammenligning den sektor, som indberetter mest til Skat. Selvangivelsen krævede engang, at man trak en søndag eller to ud af kalenderen og fandt lønsedler, kvitteringer, kontoudtog og lommeregner frem.
I dag er det bankerne, som samler kundernes oplysninger om indtægter, renteudgifter, pensionsindbetalinger osv. Det er et omfattende stykke arbejde, der ligger til grund for, at din selvangivelse næsten udfylder sig selv. Og der bruges altså betydelige ressourcer år efter år i bankerne på at bearbejde og levere danskernes oplysninger til Skat.
Reelt er banken vel netop dét sted, skatteunddragere helst vil undgå at have deres penge. For faktum i dag er, at det er meget svært for sorte penge at stryge uset gennem banken. Danske banker arbejder tæt sammen med myndigheder som Skat, SØIK (i daglig tale Bagmandspolitiet) og Finanstilsynet, når det gælder hvidvask og anden snyd.
Bankerne er også blevet markant dygtigere til at spotte hvidvask over de seneste år og bruger også flere ressourcer på det end nogensinde før. Der arbejder nu over 1.000 mennesker hos vores medlemsbanker, hvis eneste job er at kontrollere, at deres kolleger overholder alle de procedurer, som blandt andet hvidvaskloven kræver.
Og der er investeret meget store summer på at styrke de interne kontroller, så de møder myndighedernes stigende krav. Krav, som de fleste kunder også møder nede i banken, når der skal vises identifikation og svares på spørgsmål.
Lad os tage et eksempel: Et lille fodboldhold eller anden type lille forening med f.eks. 20 medlemmer vil oprette en bankkonto til holdet. Alle indbetaler kontingent, og klubben betaler til forbundet, køber bolde osv. En rimelig simpel økonomi og ikke ligefrem en højrisikokunde for banken.
De fleste ville nok være overraskede over, hvad banken i dag kræver af identifikation og information i øvrigt for denne forholdsvis uskyldige kunde for at leve op til hvidvaskreglerne: De ansvarlige for holdet skal ned i banken for at vise pas eller anden identifikation. Bankrådgiveren skal lave et interview med foreningen om den forventede økonomi.
Hvor mange overførsler til og fra udlandet venter man, skal man hæve store kontante beløb osv. Også selvstændige erhvervsdrivende og enkeltmandsvirksomheder har nok oplevet at få en lang række indgående spørgsmål fra deres bank om ind- og udbetalinger fra udlandet, brug af udenlandske banker, brug af kontante betalinger med videre.
Det kan hurtigt virke både irriterende og måske overflødigt set fra kundens side – som om banken skyder gråspurve med kanoner. Men når myndighederne kræver, at banken ’kender sine kunder’, så handler det imidlertid ikke bare om at være på fornavn.
Du kender først kunderne i juridisk forstand, når vedkommende har identificeret sig korrekt og har svaret på en lang række spørgsmål. Interview og identifikation er en del af kravene til bankernes kend din kunde-procedurer i dag, og de krav skal vi selvfølgelig leve op til.
Det er vigtigt at understrege, at bankerne ikke er utilfredse med, at der bliver stillet store krav. Banksektoren er en af de mest regulerede sektorer overhovedet, og det har vi både forståelse og respekt for. Bankerne er en så vigtig del af samfundet, at der nødvendigvis skal stilles store krav til os på flere fronter. Vi må også blot påpege, at problemet med skattesvindel altså ikke skyldes banker, eller at banker ikke hjælper myndighederne.
Vi arbejder endda meget tæt sammen med myndighederne. Senest har både Finanstilsynet og Skat bedt om grundige dataudtræk efter Panama-historierne. Det er et meget stort arbejde, som der bedes om. Og bankerne gør, hvad de kan for at levere det, der er muligt, så vi kan hjælpe myndighederne.
Og myndighederne overvåger tæt, om bankerne efterlever reglerne godt nok, og følger op med påbud eller politianmeldelser, hvis reglerne er overtrådt. Strafferammen for overtrædelser af hvidvaskloven er desuden bøde uden øvre grænse. Et vekselbureau på Nørrebro fik tidligere på året en bøde på 92 mio. kr., og de to ledende medarbejdere fik seks års fængsel hver for hvidvask og hæleri.
Så det er ikke, fordi strafferammen ikke bruges eller ikke er hård. Men næsten ligegyldigt hvor hård en bøde – eller fængselsstraf – man vifter bankerne om næsen med, så vil de alvorlige imageklø i forbindelse med sådanne bøder nok ofte være den største straf. Skatteunddragelse vækker med rette store følelser og reaktioner hos befolkningen.
Og tag ikke fejl: Der tales meget om bødestørrelser i den finansielle sektor, men ambitionen er da helt klar: Vi skal slet ikke derhen, hvor der er brug for strafudmåling. Hullerne skal være lappet længe før.
Kan vi som sektor så love, der ikke komme flere påbud fremover? Nej, det kan vi ikke. Men vi gør, hvad vi kan, for ambitionen er selvfølgelig helt at undgå det.
Vi kommer ikke uden om, at der har været eksempler på banker, som ikke har implementeret reglerne tilstrækkeligt – og det er selvfølgelig ikke godt nok. Men det er værd at bemærke, at når Finanstilsynet har slået ned, skyldes det primært mangler i kontrollen – og ikke konkret skatteunddragelse.
For at bruge en analogi, så har alarmsystemerne i nogle tilfælde ikke virket godt nok, og det retter vi op på. Men det er stadig en god nyhed for samfundet, at der ikke var nogen store indbrud.
Det bekræftede både Finanstilsynet og flere ministre senest i forbindelse med hvidvaskudspillet fra Erhvervs-og Vækstministeriet 19. juni. Og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen sagde, at man skulle afdramatisere situationen, og brugte følgende vending:
»Det, der startede som en meget, meget stor skandale i forhold til Panama-papers, det er på baggrund af det, vi har set i dag, ikke muligt at konkludere, at den danske statskasse har tabt milliarder af kroner« sagde ministeren.
Og lad os gøre det helt klart: Ingen danske banker har skatteunddragelse som en del af forretningsmodellen. Hvis kunder ønsker at bruge selskabskonstruktioner, der alene sigter på skatteunddragelse, bliver de afvist i banken.
I den stort omtalte lækage fra advokatkontoret Mossack Fonseca – altså det, der populært kaldes Panama-papirerne – var der ikke nogen eksempler på, at den danske stat er blevet unddraget hverken milliarder eller store millionbeløb, som man måske ellers kunne have fået indtryk af i den efterfølgende debat. Og det bekræftede både Skat, skatteministeren, erhvervs- og vækstministeren og Finanstilsynet på omtalte pressemøde 19. juni.
Vores alarmer, kontroller og systemer kan formentlig altid blive bedre. Men de er altså ikke helt ringe, for nu at sige det på jysk. I følge SØIK er bankerne faktisk langt bedre til at indberette mistænkelige transaktioner end eksempelvis revisorer og andre rådgivere. Alene sidste år underrettede banker 9.000 gange om samlet over 300.000 transaktioner til SØIK.
Det kan man slå op i den årlige hvidvaskrapport udgivet af SØIK, hvor udviklingen er tydelig. I 2010 var der 966 indberetninger fra banker. Hvert år siden er det steget støt. Fra 1.600 til 2.800 til 3.400 og så 4.900 – for i 2015 altså at nå 9.124. Det er ni gange så mange som i 2010. Fra politiets side er man tilfreds med antallet af underretninger, lyder det i den seneste redegørelse.
Lad os et øjeblik grave et spadestik dybere ned i reglerne for hvidvaskbekæmpelse for også at forstå, at de i vid udstrækning stammer fra EU-regulering, som opstiller et meget komplekst net af detailregulering, som bestemmer, hvordan finansielle virksomheder skal agere.
De nuværende hvidvaskregler skal i øvrigt erstattes af et helt nyt og endnu mere omfattende regelsæt fra EU, hvor den danske implementering netop nu er i høring.
Finansrådet har derfor nu et udkast til ny hvidvasklov i høring, og den allerede skrappe lovgivning suppleres nu med en række nye tiltag, der stiller endnu højere krav til overvågningen af hvidvaskområdet.
Bankerne får fremover en pligt til særligt at overvåge vores politikere og deres familier, kend din kunde-procedurer skal gennemføres løbende, og den daglige ledelse får i endnu højere grad ansvaret for overholdelsen af hvidvaskreglerne. Der kan ske fejl og mistolkninger, når lovene er så komplekse og omfattende. Det skal ikke være en undskyldning, men dog en nuance, man skal have med.
Nettet gøres nu endnu mere fintmasket – og det bidrager bankerne selvfølgelig gerne til, men det er vigtigt, at al den overvågning, bankerne foretager, har en effekt, ellers giver det jo ingen mening.
For kriminelle penge er også som røg – de skal nok finde en vej, hvis det er muligt. Når vi stopper huller, så er der en stor sandsynlighed for, at pengene finder en anden vej gennem andre systemer.
Sektoren har som sagt over 1.000 mand, der allerede i dag alene arbejder med at overvåge overholdelsen af gældende lovgivning. Det tal er fordoblet på få år – og politikerne kan jo med et pennestrøg kræve, at vi fordobler det igen.
Vi tror ikke, det på nogen måde kan være en løsning, der kan stå alene. For vi kan lave nok så megen hvidvasklovgivning, vi overhovedet orker. Men folk, der vil snyde, finder altid en vej.
Problemet er ikke mindst, at incitamentet består, så længe små, mere eller mindre palmebeklædte stater lokker med smarte setupper og meget lidt gennemsigtige erhvervsregistre, ja, så vil det friste nogle. Herfra skal det lyde klart, at vi tager afstand fra, at banker på nogen måde hjælper kunder, der efterspørger løsninger til skatteunddragelse.
Hvis vi som samfund skal hvidvaskning og skatteunddragelse til livs, så er det en fælles og også international opgave. Der skal være nogle, der så at sige forbinder alle de transaktioner, som bankerne indberetter.
Det så vi fint eksemplificeret med Skats Project Money Transfer, hvor bankerne leverede rådata, og som endte med at sende over 1 mia. kr. retur til statskassen. Det er et samarbejde, vi gerne bidrager til igen.
Men inden kunderne bliver pålagt endnu flere undersøgelser og interviews ved selv simple bankforretninger, så må vi altså sikre os, at der også er ressourcer til at samle op på de mange transaktioner, vi indberetter.
Med over 300.000 indberettede transaktioner fra bankerne på ét år – et meget stort antal – skal vi som samfund og som sektor have vished for, at både SØIK og Skat har kræfterne til at gennemgå det hele.
Her er vi lidt bekymrede, for begge instanser bliver jo jævnligt klandret for netop at mangle ressourcer. Og hvad nytter det, at bankerne indberetter – og fremover måske endnu mere end i dag – hvis myndighederne ikke har ressourcer til at følge op. Det skal gå hånd i hånd. Så vi kan lykkes med det, vi alle arbejder for, nemlig at ingen snyder fællesskabet.
Finansrådet opfordrer også til bedre internationalt samarbejde i kampen mod skatteunddragelse.
Stod det til os, var der fuld transparens og automatiske indberetninger globalt. Det ville gøre vores liv – og overvågningen af kunder - meget nemmere.
Men international beskatning er et sammensurium af regler og bilaterale aftaler, hvorfor der kan spekuleres i at få formuer i skjul. Heldigvis er store spillere som OECD og naturligvis EU meget opmærksomme på problemstillingen, og det er i sådanne regi, de rigtig brugbare løsninger skal findes.
Hvidvask og skatteunddragelse er alt for store problemstillinger til, at debatten reduceres til, at det nok er bankernes skyld. Vi mener det, når vi siger, at vi tager samfundsansvar.
Men vi er også nødt til at gøre fælles front og sikre os, at det enorme arbejde rent faktisk ændrer noget.
Se kronikken i Poltiken her.