Stort set alle boligejere betaler ydelsen på deres boliglån til tiden. Det viser Realkreditrådets tal for restancer i 2. kvartal 2015. Aktuelt er ca. 3.900 boligejere bagud med boligydelserne, og det er nogenlunde samme omfang som for et år siden.
”Langt de fleste boligejere betaler deres boligydelser til tiden. Der er omkring 1,4 mio. familier med et realkreditlån i Danmark, og kun knap 4.000 er bagud med boligydelsen. Det er stort set lige så mange, som for et år siden. De seneste par måneder er lidt flere boligejere dog kommet bagud med betalingerne” siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.
Knap 8.800 boligejere var bagud med betalingerne på deres boliglån, da betalingsproblemerne var på det højeste i begyndelsen af 2010. Det er mere end dobbelt så mange, som i dag.
”Set over længere sigt har flere og flere familier fået økonomien på ret køl, og omfanget af boligejernes betalingsproblemer ligger nu tæt på det laveste niveau i over 6 år. Det er positivt, fordi betalingsproblemer senere hen kan føre til tvangsauktioner med store omkostninger til følge for de ramte familier,” siger Peter Jayaswal.
Betalingsproblemerne opgøres ved restanceprocenten, der i dag ligger på 0,27 pct. Det svarer til, at boligejerne mangler at betale 27 øre for hver 100 kr., der skulle være betalt til realkreditinstitutterne den 1. april 2015.