De nye røverital indikerer at bankernes målrettede indsats for at nedbringe antallet af røverier er på rette spor.
-Vi er meget glade for den udvikling, særligt fordi det betyder, at antallet af ansatte, der udsættes for røveri, også er faldet, siger forretningskonsulent i Finansrådet Rasmus Engbæk Larsen og understreger samtidig, at der ikke er grund til at række armene i vejret før antallet er nedbragt til et rundt 0.
-Konsekvenserne for kunder og ansatte kan være meget alvorlige, fortsætter Rasmus Engbæk Larsen, -og derfor har Finansrådet sammen med Nationalbanken bl.a. støttet en Phd.-afhandling om de psykiske konsekvenser ved et røveri. Simpelthen for at øge vidensniveauet og være i stand til at forbedre procedurer og den generelle indsats.
Afhandlingen, der er udarbejdet af Maj Hansen fra Syddansk Universitet (afsluttet juni 2014), viser, at bankrøveri kan være en meget traumatiserende begivenhed for de ansatte. Akut vil ca. 12 % af de røveriramte ansatte udvikle Akut Stress Disorder (ASD) og af dem vil ca. halvdelen - ca. 6 procent - udvikle posttraumatisk stress (PTSD).
Ydermere viser afhandlingen, at helt op til 18 procent af de røveriudsatte ansatte udvikler subklinisk PSTD. Det vil sige, at de udviser 2 af de 3 symptomer, der skal til for at få diagnosen PSTD.
-Når helt op til 18 procent af de ansatte udvikler subklinisk PSTD, så er det klart, at det enkelte røveri har meget stor indvirkning på den ansatte og deres familie. Derfor er vigtigt, at sektoren hele tiden arbejder fokuseret og målrettet på at få nedbragt antallet af røverier yderligere, udtaler Rasmus Engbæk Larsen.
Antal røverier pr. kvartal:
År | 1. kvartal | 2. kvartal | 3. kvartal | 4. kvartal |
2014 | 5 | 8 | 3 | . |
2013 | 16 | 3 | 8 | 9 |
2012 | 26 | 15 | 15 | 15 |
2011 | 33 | 34 | 26 | 23 |
2010 | 55 | 20 | 24 | 36 |