Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Boligskatterne stiger igen

Publiceret 03-06-2014
Nyhed

Regeringen og Kommunernes Landsforening har netop indgået en aftale om regulering af de kommunale ejendomsskatter. Ifølge aftalen må de afgiftspligtige grundværdier stige med 6,4 pct. i 2015.

Regeringen og Kommunernes Landsforening har netop indgået en aftale om regulering af de kommunale ejendomsskatter. Ifølge aftalen må de afgiftspligtige grundværdier stige med 6,4 pct. i 2015.

”Dagens aftale giver kommunerne mulighed for at sætte ejendomsskatterne mærkbart op i 2015. Mange boligejere skal derfor være opmærksomme på, at de skal have flere penge op af lommen til næste år. For en typisk boligejer vil det dreje sig omkring 600 kr., hvis kommunen hæver skatten med 6,4 pct.,” siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.

I modsætning til den statslige ejendomsværdiskat, er den kommunale ejendomsskat – også kaldet grundskylden – ikke underlagt et skattestop, men derimod et skatteloft. Det er kommunerne, der sammen med regeringen fastlægger loftet og dermed, hvor meget boligejerne kan komme til at betale mere i ejendomsskat.

Selvom loftet er fastlagt, er det usikkert, hvor meget ejendomsskatterne kommer til at stige i de enkelte kommuner i 2015. Kommunerne kan nemlig også regulere procentsatsen for ejendomsskatten, den såkaldte grundskyldspromille. Dermed kan den enkelte boligejer godt opleve en større stigning i 2015.

”Ejendomsskatterne er steget meget i Danmark siden 2000, og kun i få lande er boligskatterne steget ligeså meget som herhjemme. Stigningerne har skubbet den samlede ejendomsbeskatning så meget op, at Danmark har den fjerde højeste beskatning af fast ejendom i EU,” siger Peter Jayaswal.