Lovgivningen sikrer dig, at der er en klageansvarlig i din bank, som kan hjælpe dig i tvister mellem dig og banken. Du kan finde den klageansvarlige på bankens hjemmeside eller ved at spørge din bankrådgiver.
Bliver problemet ikke løst sammen med den klageansvarlige, kan du klage til Pengeinstitutankenævnet. Pengeinstitutankenævnet er oprettet af Finans Danmark, Sammenslutningen af Danske Andelskasser og Forbrugerrådet Tænk.
Hvem og hvad kan du klage over - og hvordan?
Pengeinstitutankenævnet behandler klager over danske og færøske banker og deres datterselskaber, eksempelvis finansieringsselskaber - dog ikke bankers realkreditselskaber eller forsikringsselskaber, da der er to særlige ankenævn for dem. Pengeinstitutankenævnet behandler også klager over danske filialer af udenlandske banker. Du kan klage, hvis din klage drejer sig om et privat kundeforhold. Din klage skal vedrøre en konkret formueretlig tvist, der handler om et økonomisk krav. Ankenævnet behandler ikke klager over generelle forhold som eksempelvis en banks markedsføring eller ansattes opførsel.
Du skal sende din klage ved at udfylde et særligt klageskema, som du finder på ankenævnets hjemmeside. Det koster 200 kr., som du får tilbage, hvis du får medhold i sagen.
Finans Danmark opfordrer alle banker til at følge kendelser, der er truffet af et enigt Pengeinstitutankenævn.