For at få en bankkonto oprettet, skal privatkunder opfylde en række krav i henhold til god skik-bekendtgørelse og hvidvasklov.
Pengeinstituttet skal kende kunden, ligesom kunden skal opfylde en række krav og oplyse om, hvilke transaktioner, der forventes at ske på kontoen. Opfyldes de krav ikke, kan pengeinstituttet afslå at oprette en konto.
Hvis der gives afslag på oprettelse af en konto, kan man rette henvendelse til pengeinstituttets klageansvarlige. Hvem der er klageansvarlig i det enkelte pengeinstitut, fremgår af pengeinstituttets hjemmeside.
I forhold til hjemløse kan der være en række specifikke udfordringer. Dels kan der være udfordringer i forhold til de krav om kendskab til kunden, som gælder efter hvidvaskreglerne, dels kan der være problemer i forhold til at få udleveret debetkortet og den tilhørende pinkode, da kunden ikke har en fast bopæl.
Lette adgang for hjemløse
Derfor har Finans Danmark indgået en aftale med Erhvervsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og en række social organisationer, der skal lette hjemløse og lignende udsatte borgeres adgang til en basal betalingskonto.
Pengeinstitutterne skal for at leve op til hvidvaskreglerne gennemføre kundekendskabs-procedurer over for alle kunder. I den forbindelse skal bankerne blandt andet indhente og kontrollere kundens ID-oplysninger. Er kunden hjemløs og ikke i besiddelse af billedlegitimation, vil kunden efter omstændighederne kunne indhente dokumentation fra kommunen, som bekræfter kundens identitet. Alternativt kan en person fra kommunen ledsage den hjemløse til en filial.
Fremsende kort og pinkode
I forhold til fremsendelse af debetkortet og pinkoden er der krav om, at der skal være en tidsmæssig forskydning i fremsendelsen af de to dokumenter. Af sikkerhedsmæssige årsager kan samme filial ikke stå for udleveringen af begge dokumenter. Debetkortet kan fremsendes til den filial, hvor den hjemløse er kunde, og filialen kan herefter udlevere kortet til kunden.
I forhold til udfordring med fremsendelse af pinkode kan en af følgende fremgangsmåder anvendes:
1. Pengeinstituttet kan fremsende koden til en anden filial end den, hvor den hjemløse er kunde.
2. Den hjemløse kan lave aftale med et herberg eller lignende om at få lov til at have en midlertidig adresse hos herberget. Den midlertidige adresse registreres i pengeinstituttets eget system som alternativ forsendelsesadresse. Dette kræver, at den hjemløse medbringer skriftlig dokumentation med underskrift fra herberget. Den midlertidige adresse slettes efterfølgende.
3. Kommunen opretter en midlertidig c/o-adresse for den hjemløse hos kommunen. Pinkoden fremsendes til kommunen, der derefter står for udlevering af brevet med koden til den hjemløse. Herefter slettes c/o-adressen.