Danske banker og realkreditinstitutter finansierer allerede i dag grønne aktiviteter for 400 mia. kr. Vurderingen er, at Finans Danmarks medlemmers bidrag kan vokse til 700 mia. kr. frem mod Danmarks ambitiøse klimamål om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
”Den bæredygtige omstilling af samfundsøkonomien kræver et hidtil uset omfang af nye investeringer, som det offentlige ikke kan løfte alene. Vi ønsker som finanssektor at være en aktiv medspiller i samfundet og tage et medansvar for, at vi i fællesskab sikrer et bedre klima og miljø,” siger Birgitte Søgaard Holm og fortsætter:
”Det første skridt er at gøre det muligt for vores medlemmer at lave en opgørelse over det CO2-aftryk, som deres udlån og investeringer har. Så de i de kommende år kan sætte mål for, hvordan det aftryk kan nedbringes.”
Mere information om grøn finans
Selv om den grønne dagsorden generelt fylder meget i samfundet, er det tydeligt, at mange ikke er klar over den finansielle sektors mulighed for at skubbe i den rigtige retning. En undersøgelse fra Epinion for Finans Danmark viser, at kun 8 pct. af danskerne har undersøgt, hvorvidt deres bank har fokus på at bidrage til den grønne omstilling. Samtidig ønsker næsten halvdelen, at der gives rabatter på lån, der går til fx elbil eller en bolig med højt energimærke.
”Vi hører fra vores medlemmer, at de oplever en stigende interesse for de grønne produkter fra deres kunder. På den anden side kan vi se, at der ligger en stor opgave foran os som sektor til at lede pengene i den rigtige retning via hundredetusindevis af kundesamtaler,” fortæller Birgitte Søgaard Holm og fortsætter:
”Derfor er vores næste skridt at kigge på behovet for et grønt kompetenceløft i samarbejde med de centrale aktører. Vi vil gerne give vores medarbejdere i bankerne og realkreditinstitutterne de nødvendige værktøjer, så de er godt rustet til at gå i dialog med deres kunder om bæredygtighedsvinklen på både deres investeringer og finansiering.”